Inden de snarlige forhandlinger om en skattereform melder SF nu ud, at partiet går efter at hæve beløbsgrænsen for topskatten. Enhedslisten ryster på hovedet over SFs prioritering.
For første gang melder et af regeringspartierne nu konkret ud om den kommende skattereform. SF går målrettet efter, at færre danskere skal betale topskat. Det mål skal nås ved at hæve beløbsgrænsen for, hvornår topskatten skal betales. Det skriver Berlingske.
- Vores mål med skattereformen er, at danskere i lav- og mellemindkomstgrupperne får en større gevinst ud af deres arbejde. Forudsat finansieringen sker på en socialt retfærdig måde, så bør reformen indeholde, at topskattegrænsen hæves. Det indebærer, at væsentlig færre almindelige lønmodtagere skal betale topskat, siger SFs politiske ordfører, Jesper Petersen, til Berlingske.
Han påpeger, at der også er topskatteydere blandt metalarbejdere, tømrere, lærere og sygeplejersker.
FOA-formand Dennis Kristensen, der blandt andet repræsenterer SOSU-medarbejdere og rengøringsassistenter, mener, at SFs forslag om at hæve topskattegrænsen vil virke socialt skævt.
- Jeg begynder at se konturerne af en skattereform, der ensidigt er til fordel for dem på arbejdsmarkedet. Dermed ser det ud til, at det bliver kontanthjælpsmodtagere, pensionister og andre svage grupper, der skal være sponsorer. I fagbevægelsen går vi ind for at forsvare de svageste og ikke for en politik, der kun er til gavn for de rigeste, siger FOA-formanden til Berlingske.
{embedded type="node/polls" id="20109920"}Også regeringens støtteparti, Enhedslisten, finder SFs prioritering forkert.
- Det undrer os, at det for SF nu er blevet et hovedpunkt, at topskattegrænsen hæves i en skattereform. Det er jo ikke bare til fordel for metalarbejdere, men også for bankdirektøren. Det er et forkert sted at starte, og vi skal nok sørge for at holde regeringen fast på, at skattereformen skal være socialt afbalanceret, siger skatteordfører Frank Aaen, der dog ikke vil afvise, at Enhedslisten deltager i en skattereform, som hæver topskattegrænsen.
Udmeldingen får opbakning fra Socialdemokraternes skatteordfører, Thomas Jensen.
- Det har aldrig været meningen, at så mange almindelige LO-lønmodtagere skal betale topskat, og derfor vil det også være nærliggende at hæve beløbsgrænsen, siger han til Berlingske.
Topskatten på 15 procent sætter i dag ind, hvis man tjener over 390.000 kr., og på forhånd har regeringen besluttet at videreføre VKOs tidligere aftale om at forhøje topskattegrænsen til cirka 410.000 kr. i 2014.