SFs formandsopgør er officielt en tvekamp
Der var som ventet ikke andre kandidater til partiets formandspost end Astrid Krag og Annette Vilhelmsen, som i den kommende uge skal duellere foran SFere over hele landet.
Der var som ventet ikke andre kandidater til partiets formandspost end Astrid Krag og Annette Vilhelmsen, som i den kommende uge skal duellere foran SFere over hele landet.
Både Annette Vilhelmsen og Astrid Krag har fået opbakning fra 100 såkaldte stillere, og de to kvinder er dermed de eneste kandidater i kampen om SFs formandspost.
Det bekræfter SF over for Berlingske Nyhedsbureau.
Flere SF-profiler har i den seneste tid meldt sig på banen med opbakning til enten Krag eller Vilhelmsen, men af nye navne kan nævnes tidligere folketingsmedlem Karl Bornhøft, som står på Krags stillerliste.
Her figurerer også Aarhus-rådmanden Dorthe Laustsen, som i juli var udsat for en voldsom trafikulykke, der var tæt på at slå hende ihjel.
Hun vågnede i august efter at have være blevet holdt kunstigt sovende med en respirator i en måned. Dorthe Laustsen er i øjeblikket i gang med at genoptræne, og herefter har hun ambitioner om at vende tilbage som rådmand.
Annette Vilhelmsen har til gengæld mødt bred opbakning i store dele af SFs bagland. Rundspørger foretaget af flere medier tyder på, at Vilhelmsen har en højere stjerne blandt de lokale SFere end Astrid Krag, som til gengæld bakkes op af samtlige SF-ministre og dele af partitoppen.
En frisk Gallup-måling foretaget for Berlingske viser desuden, at kun 20 procent af danskerne peger på Astrid Krag som deres foretrukne formandskandidat. Annette Vilhelmsen får støtte fra 36 procent af vælgerne, mens 42 procent ikke har gjort deres stilling op. Blandt SFs egne vælgere støtter 38 procent Annette Vilhelmsen, mens 33 procent bakker op om Astrid Krag.
I praksis er det dog SFs omkring 16.000 medlemmer, som skal vælge formand i en urafstemning.
På søndag 23. september indleder de to formandskandidater for alvor kampen for at vinde netop SF-medlemmernes gunst. Her begynder en syv dages turné, hvor Annette Vilhelmsen og Astrid Krag rejser rundt i Danmark og møder andre partimedlemmer.
Danmarksturnéen skydes i gang søndag i Herning og afsluttes en uge senere på Christiansborg i København.
13. oktober bliver partiets nye formand præsenteret, efter at partiets medlemmer forinden har gennemført en urafstemning.