SF-baglandet kræver handling.

På trods af at skatteminister Thor Möger, den sidste uge har været på charmeturne rundt i landet, for at forklare og forsvare den skattereform som regeringen – og dermed SF – indgik med de borgerlige i sidste uge, så er uroen stadig udtalt blandt partisoldaterne.

- Det har ikke været dårligere for partiet siden midten af 70’erne, og der skal en ordentlig kaptajn til for at rette skuden op, siger Jørgen Rasmussen, der sidder for bordenden, når folkesocialisternes lokalafdeling i Nakskov holder møde.

- Er Søvndal en ordentlig kaptajn?

- Jeg vil sige det på den måde, at jeg synes, at Villy Søvndal skal kigge sig i spejlet i mere end to minutter, siger han og påpeger, at de kæmper ekstra hårdt ude i landets lokalafdelinger.

- Vi skal stå på mål for en politik, vi ikke har noget med at gøre. Også selvom det er tydeligt, at partiet kører mod ensrettet, siger han og hentyder til, at det har kostet mange kompromiser for partiet, at få plads i regeringen.

- Hvis det er de ting, der skal til for at være med i regeringen, så er vi bedst tjent med at være udenfor, siger han.

Lene Linnemann, der er politisk ordfører for SF i Region Nordjylland, efterlyser handling fra partiledelsen.

- Det går kun en vej. Det hele jo ved at smelte ned. SF’s profil er ikke eksisterende længere, og det kan ingen acceptere. Med sådan et frit fald kan man ikke bare lade stå til uden at gøre noget. Når ledelsen kan se, at partiet er så splittet som det er, så er ledelsen nødt til at tage konsekvensen. Enten må de gøre noget – eller også må vi have en ny ledelse, siger Linnemann, der selv er en arv modstander af reformen.

Der findes dog også mennesker, der har fuld tillid til kaptajn Villy.

- Jeg har tiltro til at Villy kan klare opgaven. Men naturligvis er det ikke sjovt, at det ser ud, som det gør. Men en af fordelene ved at have en så fremskreden alder som jeg, det er, at jeg kan huske mange år tilbage. Jeg var også med, da vi havde 2,7 procent af stemmerne i 70’erne – og jeg vil blot minde om, at det forbavsende hurtigt kan gå den anden vej igen. Men det kræver hårdt arbejde, hvis det skal ske, siger Karsten Hønge, der tidligere har repræsenteret SF’s vælgere på Fyn i Folketinget.