SF tog trist afsked med regeringen
»Nederlaget stod mejslet i deres ansigter,« siger Berlingskes politiske kommentator om de seks SFere, der mandag tjekkede ud af deres ministerier.
»Nederlaget stod mejslet i deres ansigter,« siger Berlingskes politiske kommentator om de seks SFere, der mandag tjekkede ud af deres ministerier.
Seks profiler i SF så nederlaget i øjnene, da de mandag overlod deres ministerier til deres nu forhenværende regeringskollegaer, Socialdemokraterne og de Radikale.
For flere af dem, eksempelvis Holger K. Nielsen (SF), blev den seneste ministerpost en særdeles kortvarig fornøjelse. 52 dage for at være helt præcis. Og netop Holger K. Nielsen lagde heller ikke skjul på, at det var en vemodig dag.
»Jeg vil ikke skjule, at det for mig er lidt vemodigt at stå her i dag. Heller ikke, at jeg er ret ked af det,« sagde den nu tidligere udenrigsminister og tilføjede:
»Det er ikke længe siden, jeg stod her sidst. Det er altid besværligt for embedsmænd, når der kommer nye ministre til og besværligt med de ting, der skal i gang igen, og derfor håber jeg på, at der for husets skyld kan komme stabilitet i resten af den her regeringsperiode.«
Ifølge Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, var ministerafgangen ekstra bitter for de seks SFere, da den indrammede hele fortællingen om, at »SF dumpede som regeringspartner«.
»For flere af disse SFere er der også tale om et stort personligt nederlag, da de har kæmpet for at gøre partiet regeringsdueligt og argumenteret for, at SF skulle være et parti, der kunne tage ansvar. De må nu konstatere, at de har tabt denne kamp. SFs historiske satsning på at gå i regering er i virkeligheden endt som et meget sørgeligt kapitel,« siger Thomas Larsen.
»Man behøver ikke at være psykolog eller psykiater for at se, at nederlaget stod mejslet i deres ansigter. Det er svært at forestille sig, at en som Holger K. Nielsen vender tilbage til et ministerium, og der kommer formentlig til at gå en rum tid, før det bliver en realitet for de andre. Frygten i partiet er, at det her i mange år vil udelukke SF for at blive inviteret i regering,« vurderer kommentatoren.
De fem øvrige SFere, der mandag gav deres ministerier videre, var Annette Vilhelmsen (SF), Jonas Dahl (SF), Astrid Krag (SF), Ida Auken (SF) og Pia Olsen Dyhr (SF). Sidstnævnte sagde følgende, da hun overlod Transportministeriet til Socialdemokraternes Magnus Heunicke (S) efter en omtumlet uge, hvor SF også står foran et vigtigt formandsvalg i starten af marts.
»Jeg er vældig ked af at efterlade ministeriet. Jeg synes, jeg har oplevet rigtig meget, selv om jeg har været her så ufatteligt kort tid,« sagde Pia Olsen Dyhr, der af flere nævnes som favorit til at blive ny partiformand efter Annette Vilhelmsen.
Trods den vemodige dag i SF blev der også klappet og grinet højlydt under ministeroverdragelserne, eksempelvis på Asiatisk Plads, hvor Holger K. Nielsen gav sin afløser på posten, den radikale Martin Lidegaard (R), en flaske cubansk rom i gave.
»Her er så lidt til din cubanske odyssé. Du behøver ikke drømme dig til den der strand, som vi ikke kan tale om,« sagde Holger K. Nielsen,
For 52 dage siden, da han blev udenrigsminister, gav han sin forgænger, Villy Søvndal (SF), en CD med et cubansk band og en hængekøje, så han kunne drømme sig til »de cubanske strande og det cubanske paradis«.
Venstres udenrigspolitiske ordfører, Søren Pind (V), kaldte kommentaren rystende og krævede Holger K. Nielsen i samråd - en beslutning, han siden fortrød.