- Sydlandske fyre er smukke, men jeg ville aldrig gifte mig med en. Jeg kunne risikere, at den bare stod på børnepasning, og jeg samtidig ville blive lænket til et komfur.

Sådan svarede SF's retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt, da hun blev spurgt om sin drømmemand i dagens BT.

bt.dk har ringet til hende, for at høre om hun virkelig frygter at blive lænket til et komfur.

Synes du ikke det er en smule fordomsfuldt over for sydlandske mænd?

- Jo det var også lidt ironisk ment. Jeg kom til at tænke på en gammel kollega, der var italiensk gift, der altid med et smil sagde at de italienske mænd lænkede kvinderne til komfuret. Men nej, jeg har ingen fordomme overfor sydlandske mænd.

Du har ikke selv erfaringer med sydlandske mænd, siden du sagde det du gjorde?

- Haha, nej det har jeg ikke selv. Så nej jeg har ingen fordomme over for sydlandske mænd. Jeg skulle nok bare ikke have brugt det ordvalg.

Du siger at danske mænd er nummer 1. Du tror ikke der er nogen danske mænd der kunne lænke dig til et komfur?

- Jo det er jeg helt sikker på der er. Især i den ældre generation er der nogle faste rollemønstre, hvor det indgår. Men hos de yngre danskere er det selvfølgelig lidt anderledes. Sådan er det i hvert fald hjemme hos os selv.

Så hjemme hos dig er det måske dig der lænker manden til komfuret?

- Ja det er i hvert fald ikke mig, der laver maden, det gør min mand. Det er ham der er husfaren derhjemme. Jeg er jo ikke så meget hjemme i kraft af mit arbejde.

Er det i virkeligheden fordi du er kommet tilbage fra barsel for nylig, at du ikke vil klare det hele derhjemme?

- Jeg var virkelig træt af at gå på barsel. Det var bestemt ikke mig, så det er ikke så spændende. Men nej det har nu ikke noget at gøre med det. Det var nok bare et forkert ordvalg.

Efter interviewet kontaktede Karina Lorentzen Dehnhardt BT.dk for at fortælle, at hun er kommet i tanke om, at hun engang var kæreste med en kroatisk mand, der boede i Zagreb. Det er dog ikke der, hendes frygt stammer fra. Han skulle i følge hende selv havde været meget ligestillingsbevidst.