I SF er medlemmerne dybt påvirkede af, at deres tidligere formand, udenrigsminister Villy Søvndal (SF), tirsdag er blevet ramt af en blodprop i hjertet. Det fortæller partiets politiske ordfører, Jonas Dahl (SF), til Berlingske Nyhedsbureau.
»Jeg tror, at alle dem, der er blevet orienteret i SF, er dybt berørte af det. Vi har jo kendt Villy i mange år, så det betyder selvfølgelig også, at det er noget, vi alle er påvirkede af,« siger han.
Ifølge Berlingskes oplysninger blev udenrigsministeren ramt af et ildebefindende, da han tirsdag var på vej på arbejde i sin ministerbil. Han er efterfølgende blevet opereret på Rigshospitalet, hvor han har fået en såkaldt ballonudvidelse, som skaffer bedre blodforsyning og dermed mere ilt til hjertet.
Udenrigsministeriet oplyser, at den 61-årige Villy Søvndal har det godt efter operationen, og det bekræfter Jonas Dahl.
»Jeg er bekendt med, at han både skulle have trukket på smilebåndet og være i vanligt godt humør efter operationen, så han har det vitterligt godt efter omstændighederne,« siger den politiske ordfører.
Operationen skulle være forløbet så godt, at udenrigsministeren »inden for kort tid« forventer at være tilbage i arbejdstøjet på Asiatisk Plads (hvor Udenrigsministeriet har hjemme, red.). Der er i øjeblikket ikke planer om at indsætte en afløser for Villy Søvndal, mens han er sygemeldt, men når han vender tilbage, skal han huske at passe på sig selv, siger Jonas Dahl.
»Det er klart, nu skal Villy i samråd med lægerne vurdere det videre forløb i de kommende dage, men forventningen er, at han kan være tilbage inden for kort tid.«
Jonas Dahl har ikke kendskab til, at udenrigsministeren skulle have været udsat for et særligt pres, som kan have udløst blodproppen.
»Sådan som jeg har forstået det, er det noget, der er opstået meget pludseligt,« siger han.