Står det til Enhedslisten og SF skal landets politibetjente udstyres med numre, så de nemt kan identificeres.

Kravet kommer efter, at statsadvokaten efter to et halvt år og på trods af både vidner og billeder har måttet opgive at identificere to betjente, der i 2009 fik en klagesag på nakken i forbindelse med en anholdelse.

SFs retsordfører, Karina Lorentzen, har meget svært ved at forstå, at det skulle være så svært at finde frem til betjentene.

- Vi har at gøre med politiet, der efterforsker de mest komplicerede drabssager og har mindre end et fotografi at gå efter, og så kan man ikke finde de her betjente. Det forekommer mig virkelig mærkværdigt, og det sender et skidt signal, fordi man får en fornemmelse af, at der bliver dækket over noget, siger hun.

Fungerende ordfører i Enhedslisten, Christian Juhl, kalder sagen »grotesk« og peger samtidig på, at et nummersystem vil være med til at sikre tilliden til politiet.

- Situationen her skaber en vis usikkerhed - kan man nu ikke stole på, at politiet står ved det, de gør? Det dur ikke, siger han.

Den konkrete sag stammer tilbage fra 2009, hvor betjentene forvekslede en uskyldig flyttemand med en terrorist. I en aktion blev fem mennesker anholdt, inden politiet fandt ud af forvekslingen. Et ægtepar klagede efterfølgende over politiets opførsel i forbindelse med anholdelsen, men ifølge Politiken har statsadvokaten nu afsluttet undersøgelserne i klagesagen, fordi det ikke er lykkes at identificere de pågældende betjente.

Også hos Venstre undrer man sig.

- Man må undre sig over, at det på trods af mange anstrengelser ikke er lykkes at identificere dem, og at de ikke er trådt frem. Det er jeg sådan set lidt skuffet over, for når der bliver begået fejl hos myndigheder, skal det have en konsekvens, og man skal stå til ansvar, siger retsordfører Karsten Lauritzen (V), der vil bede justitsministeren om at redegøre for, hvad man har gjort for at finde de pågældende betjente, og hvad man har gjort for at få dem til at melde sig.

Karsten Lauritzen vil ikke på forhånd afvise forslaget om at sætte numre på betjentene.

- Det vil vi godt være med til at diskutere, hvis man kan undgå episoder som den her, siger han.

Ifølge Liberal Alliances retsordfører, Simon Emil Ammitzbøll, skal der gøres noget, hvis man ikke i en sag som denne kan finde frem til de pågældende betjente.

- Jeg vil ikke lægge mig fast på metoden, men jeg synes, at justitsministeren må gøre det klart, hvordan han har tænkt sig, at det bliver muligt at identificere betjente i aktion, siger han.

Socialdemokraterne er skeptiske. Ifølge retsordfører Ole Hækkerup (S) er det hensigtsmæssigt, at man ikke er alt for let at identificere, når man udøver autoritet på statens vegne, skriver Ritzau ifølge DR Nyheder, der også skriver, at Dansk Folkeparti og de Konservative er imod forslaget.

Justitsministeriet er i øjeblikket ved at se nærmere på fordele og ulemper i forhold til at sætte numre på politibetjentene, og før det arbejde er færdigt, vil justitsministeren ikke kommentere forslaget.

I Norge har man efter en forsøgsordning indført numre på politiets uniformer.