SF er et folkeparti og ikke et parti for de få med de rigtige holdninger. Sådan lyder udmeldningen fra miljøminister Ida Auken og handelsminister Pia Olsen Dyhr, efter den interne debat om partilijen i SF har taget fart.

- Vi står over for et strategisk valg, og det, vi understreger, er, at vi er et folkeparti, siger Pia Olsen Dyhr til Politiken.

- Vi er ikke et parti for snævre interesser. Vi er et parti, der både kan have arbejdere og kan have akademikere, følger Ida Auken op.

Debatten blev sparket i gang af Pernille Frahm, der beskyldte næstformandskandidat Mattias Tesfaye for at have holdninger, der passede bedre til et kommunistisk parti.

Tesfaye har efterfølgende holdt fast i, at SF bliver nødt til at lave et fravalg af, hvilke vælgere partiet vil appellere til. Og han bliver bakket op af skatteminister Thor Möger Pedersen, der overfor Jyllands-Posten har defineret bankdirektører, overlæger, professorer, advokater, topchefer og ejendomsspekulanter som grupper, SF skal vende ryggen til.

Men det tager Pia Olsen Dyhr skarpt afstand fra. SF er for alle, understreger hun.

- Da Aksel Larsen skulle stifte SF, var der et forslag på bordet om, at SF skulle hedde ’Socialistisk Arbejderparti’. Han ville ikke acceptere det navn ud fra, at SF skulle være for de mange, siger hun.

Partiformand Villy Søvndal vil overfor Politiken ikke kommentere på Ida Auken og Pia Olsen Dyhrs udmeldinger. Men han erkendte lørdag, at der skal ro på i partiet, hvis vælgerflugten skal stoppes.