SF-ministre i feberredning om partilinje
Tre ministre forsøger at skære igennem: SF er for alle, lyder det. Men det er et tydeligt krisetegn, siger politisk redaktør.
Tre ministre forsøger at skære igennem: SF er for alle, lyder det. Men det er et tydeligt krisetegn, siger politisk redaktør.
Debatten, om hvorvidt regeringspartiet SF er for folket eller for arbejderne, fortsætter ufortrødent. Partiet er for alle, lyder det nu.
I en fælles udtalelse søndag understregede miljøminister Ida Auken (SF), handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) og skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) således samstemmigt, at SF både er et arbejderparti og et folkeparti.
- Vi ærgrer os over den seneste uges debat om, hvad SF er for et parti. Debatten har været præget af falske modsætninger. Derfor vil vi gerne slå fast, at vi står fuldt og helt bag Villy Søvndal, når han siger, at SF er et folkeparti, hvor alle er velkomne og et arbejderparti, der slås for almindelige lønmodtagere, står der i meddelelsen.
- Vi har plads til alle i SF – både arbejdere og akademikere – og styrken ved vores parti er, at vi historisk har bygget alliancer mellem forskellige grupper i samfundet. Det skal vi blive ved med, lyder det videre fra ministrene.
Udmeldingen kommer efter flere dages heftige diskussioner i SF omkring partiets linje, og hvem partiet skal henvende sig til. Lørdag sagde Thor Möger Pedersen således til Jyllands-Posten, at SF ikke skal kæmpe for »piloter, bankdirektører, overlæger, professorer, advokater, topchefer, ejendomsspekulanter«, og søndag sagde Ida Auken og Pia Olsen Dyhr så til Politiken, at SF er et folkeparti, der både kan have arbejdere og akademikere.
Og at alle tre ministre nu erklærer sig enige er en klassisk feberredning, lyder det fra Jesper Termansen, politisk redaktør på Radio24syv.
- Det er et forsøg på at stoppe en diskussion ved at udsende en fælleserklæring, der er så bred, at den rummer alt fra Det Radikale Venstre til Enhedslisten, siger han.
Ifølge Jesper Termansen viser behovet for meddelelsen, at der er krise i partiet.
- Når tre ministre skal begynde at definere, hvad SF står for i en pressemeddelelse, er det selvfølgelig et krisetegn, siger Jesper Termansen, der ikke mener, at meddelsen kan bremse den efterhånden ophedede debat.
Ifølge partiets politiske ordfører, Jesper Petersen, har debatten om partilinjen da heller ikke ligefrem været gunstig for SF.
- Den diskussion, der har kørt, har overhovedet ikke været nyttig for SF, og det er med til at svække os. De eneste, der har gavn af det, er vores politiske modstandere, siger Jesper Petersen.
Regeringskollegerne hos Socialdemokraterne frygter dog ikke, at den negative diskussion om SF vil smitte af på dem og skabe en trussel mod regeringssamarbejdet.
- Jeg har godt set, at der er en debat i SF. Det er der jo nogle gange i de forskellige partier, men vi socialdemokrater og hele regeringen har en helt fast kurs for at trække Danmark ud af krisen, lave reformer og skabe arbejdspladser, og den kurs bliver der ikke justeret på, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke.
SF, der står foran et valg om, hvem der skal være partiets nye næstformand, mødes til landsmøde 13.-15. april, hvor der skal sammensættes et nyt principprogram for partiet.