SFs retsordfører mener, at der bør føres tilsyn eller domstolskontrol med brugen af efterretningsagenter.

SFs retsordfører, Karina Lorentzen, mener, at brugen af efterretningsagenter bør reguleres. Det siger hun til Berlingske Nyhedsbureau, efter tidligere PET-agent Morten Storm er stået frem i Morgenavisen Jyllands-Posten og hævdet, at han bragte CIA på sporet af terrorlederen Anwar al-Awlaki, som siden blev dræbt af amerikanerne.

- Jeg vil ikke forholde mig til den konkrete historie, men jeg vil sige, at den rejser et centralt tema, nemlig brugen af agenter. I dag er det sådan, at der ikke er noget tilsyn eller domstolskontrol med netop brugen af agenter, og når vi nu skal have en ny lov for PET, så vil jeg i hvert fald arbejde for, at det bliver underkastet i en eller anden form for regulering, siger Karina Lorentzen.

Hun mener, at der i et retssamfund skal være en form for kontrol med det, hun kalder, »de væsentligste indgreb i den personlige frihed«.

- Det er også derfor, vi har domstolskontrol med for eksempel aflytninger. Men brugen af agenter er ikke reguleret, og det synes jeg, det skal være, siger hun.

Samtidig er hun ikke i tvivl om, hvorvidt PET skal samarbejde med udenlandske efterretningstjenester såsom CIA.

- Der er nødt til at være et samarbejde. Det er jo også på den måde, vi får afsløret terrorisme i Danmark, siger Karina Lorentzen.

Morten Storm hævder, at han på vegne af PET hjalp CIA med at indkredse Anwar al-Awlaki i Yemen. Han fik angiveligt kontakt til al-Qaeda-lederen via sendebude sidste år, hvilket medvirkede til at spore ham. Anwar al-Awlaki blev siden dræbt på baggrund af en ordre fra den amerikanske præsident, Barack Obama.