Mere kontrol og en whistleblower-ordning.

Det er SFs svar på, hvordan man skal gardere sig mod, at der opstår endnu et listeria-udbrud.

»Er kontrollen med egenkontrollen god nok? Kontrollen over for de brodne kar i branchen bør intensiveres,« siger SFs fødevareordfører, Trine Pertou Mach (SF).

»Kan man skærpe kontrollen med leverandører af fødevarer til plejehjem og sygehuse, og hvor folk er særligt sårbare?,« spørger hun.

SF foreslår, at der indføres en form for whistleblower-ordning for medarbejderne i de danske fødevarevirksomheder.

»Så kan de melde ind, hvis de oplever for eksempel at blive bedt om at pakke gamle varer om eller ser andre kritisable forhold. Man skal have chancen for at gøre det anonymt, så angsten for at miste jobbet ikke kompromitterer fødevaresikkerheden,« siger Trine Pertou Mach.

Søndag landede Fødevarestyrelsens redegørelse for forløbet i den såkaldte rullepølsesag på fødevareminister Dan Jørgensens (S) bord. Og ministeren svarede igen med en hård kritik af styrelsen, hvis beredskabschef tøvede med at reagere på oplysningen om, at listeria-udbruddet kunne spores tilbage til rullepølser fra fødevarevirksomheden Jørn A. Rullepølser.

Sagen har fået fødevareministeren til at varsle en kulegravning af procedurerne for listeria-kontrol, og det er SF med på.

»Vi må fra politisk hold se kontrolsystemet efter i sømmene. Både i forhold til ressourcer og til det konkrete regelsæt. Det store spørgsmål er, om effektiviseringer i kontrollen har været med til at underminere fødevaresikkerheden,« siger Trine Pertou Mach.

Hun frygter, at sager som den med listeria-udbruddet kan få konsekvenser for dansk fødevareproduktion.

»Danmarks ry og rygte i udlandet kan i sidste ende ramme fødevarebranchen bredt, og det kan få konsekvenser for danske arbejdspladser. Det er dybt urimeligt over for de store dele af vores fødevarebranche, der gør tingene ordentligt og ansvarligt, og hvor fødevaresikkerheden er i top,« siger fødevareordføreren.

Listeria-udbruddet har kostet mindst 12 mennesker livet.