SF: Danske stemmer på udenlandske politikere bringer ikke EU tættere på
Forslaget fra de radikales Sofie Carsten Nielsens, der skal give udenlandske politikere plads på de danske stemmesedler til europaparlamentsvalg, får ikke opbakning fra SF.
Forslaget fra de radikales Sofie Carsten Nielsens, der skal give udenlandske politikere plads på de danske stemmesedler til europaparlamentsvalg, får ikke opbakning fra SF.
Hvis man skal til at stemme på tyske eller spanske parlamentariker, det bliver endnu sværere for danskerne at forholde sig til EU. Sådan lyder meldingen fra SFs EU-ordfører, Lisbeth Bech Poulsen.
Hun tager afstand fra forslaget om, at europæiske partier skal kunne opstille kandidater på de danske stemmesedler ved valg til Europa-Parlamentet.
Forslaget kommer fra Radikale Venstres Sofie Carsten Nielsen, og hensigten er netop at skabe opmærksomhed omkring på EU.
- Det kunne sætte fokus på, at parlamentet ikke bare er et sted, hvor vi sender nationale repræsentanter hen, men et sted, hvor der bliver truffet politiske beslutninger, og hvor der er politiske kampe mellem højre og venstre, siger Sofie Carsten Nielsen.
Men SFs Lisbeth Bech Poulsen frygter, at for mange Alejandroer og Chloéer vil skabe endnu større distance til EU.
- Det er svært for danskerne at forholde sig til politikere, der ikke er en del af den hjemlige debat, siger hun.
Europarlamentariker Morten Messerschmidt (DF) mener, at Sofie Carsten Nielsen forslag er løsrevet fra virkeligheden. I Europa-Parlamentet har man i årevis diskuteret at indføre 20 europæiske mandater, hvor folk kan vælge over landegrænser.
- Alle ved, at Europarådet siger nej – og selv her i Europa-Parlamentet er der stor modstand, siger han.
SFs EU-ordfører Lisbeth Bech Poulsen er dog glad for, at Sofie Carsten Nielsen tager diskussionen op.
- Interessen for, hvad der sker i EU, er alt for lille i forhold til den betydning, det har. Jeg synes, vi skal fokusere på at højne interessen for dem, vi allerede har siddende, siger hun.
Derfor bakker hun op om et andet forslag fra Sofie Carsten Nielsen om en fælles valgdag i Europa.
- Så kan man på valgdagen få et samlet billede af om Europa bliver blåt eller rødt. Det vil give mere fokus på valget, siger hun.
Som det ser ud i dag, kan der gå flere dage, før man kan se det endelige resultat. Europaparlamentet er det eneste organ i Europa, hvor medlemmerne er direkte valgt af EUs borgere. Valget afholdes hvert femte år, og ved det seneste valg i 2009 stemte 59,5 procent af den danske befolkning. Danmark sidder i den nuværende valgperiode på 13 pladser i den folkevalgte forsamling.
Socialdemokraternes EU-ordfører Jens Joel Nielsen byder også diskussionen velkommen om, hvordan man sikrer, at folk inddrages mere i EU, men har onsdag ikke haft tid til at sætte sig ind i de konkrete forslag.