Özlem Cekic har netop fået frataget sine ordførerskaber for SF efter hun fastholdt sit nej til skatteforliget. Det viser sig dog, at partiet ikke umiddelbart kan smide hende væk fra de udvalgsposter, som hun besidder. Ikke før oktober, i hvert fald.

Ifølge DR, som har talt med Folketingets Udvalgssekretariat, så kan Özlem stadig få lov at skrive sine i alt seks udvalgsposter, samt sit embede som formand for Socialudvalget på visitkortet lidt endnu.

Først til oktober kan SF fratage hende posterne med mindre hun selv frivilligt forlader dem inden.

Efter sommerferien skal alle udvalgsposter konstitueres og her ryger Özlem ud, hvis SF fastholder at hun mister alle sine poster.

Hun har dog stadig fået frataget sine ordførerposter, så hun kommenterer ikke på partiets politik efter hendes konflikt med ledelsen.

Hun kan i teorien miste sin formandspost i Socialudvalget, men det kræver at der er flertal i udvalget for at afsætte hende. Udover hende selv sidder der kun to andre SF'ere. Den blå blok har flertal i udvalget.

Udover Özlem Cekic, så fastholdt SF'eren Lisbeth Bech Poulsen til det sidste, at hun ville stemme imod skatteforliget.

Efter et gruppemøde i SF, så kom Lisbeth Bech Poulsen dog grædende ud, hvorefter hun forklarede, at gruppen havde haft 'et rigtigt godt møde' og hun nu stemte for skatteforliget.