Regeringens 12.500 akutjob til de langtidsledige danskere, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet, bliver kaldt et storstilet initiativ af SF.

- Det giver nyt håb til tusinder af mennesker, der ellers ville falde ud. De mennesker, som SF har været bekymret på vegne af, og hvor regeringen nu sætter efterbrænder på indsatsen for at hjælpe dem i arbejde, siger politisk ordfører Jesper Petersen i en pressemeddelelse.

- Aftalen om akutjob bliver et afgørende led i en perlerække af initiativer fra regeringen. Hele den udvidede kickstart, ungepakken, akutpakke og uddannelsesløft får fuldt gennemslag i 2013, siger han.

Ordningen, der er en aftale mellem Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Dansk Arbejdsgiverforening og regeringen præsenteres senere onsdag. Den handler i store træk om, at arbejdsgivere vil modtage op til 25.000 kroner i præmie, hvis de ansætter den af to ansøgere, der står til at miste dagpengeretten i et såkaldt akutjob. De 12.500 job er ikke nye job, men job - både offentlige og private - som bliver reserveret til dem, der er i fare for at falde ud af dagpengesystemet til nytår.