De to franske landsholdskammerater Mathieu Valbuena og Karim Benzema kom på kant med hinanden i forbindelse med et forsøg på afpresning af Valbuena. Nu søger han forsoning med Benzema.
»Alt er muligt. Han har ikke begået et mord.«
Sådan siger Lyon-midtbanespiller Mathieu Valbuena til den franske tv-station TF1 om mulighederne for at spille EM til sommer sammen med sin tidligere landsholdskollega Karim Benzema. Det skriver tyske Bild.
De to var gode venner på det franske landshold, indtil Mathieu Valbuena i november sidste år blev afpresset af folk, som var i besiddelse af en sexvideo med midtbanespilleren og hans hustru. Hurtigt blev Karim Benzema centrum for skandalesagen, da det kom frem, at han angiveligt havde handlet som mellemmand mellem afpresserne og Valbuena. Undervejs blev Real Madrid-stjernen afhørt af politiet og sat af det franske landshold af det franske fodboldforbund til trods for, at han kalder sagen for en misforståelse.
Mathieu Valbuena har indtil nu været skuffet over Karim Benzemas rolle i sagen.
»Jeg kan kun være meget, meget skuffet. Mit forhold til Karim (Benzema, red.) var åbenbart ikke så ægte, som jeg måske troede,« sagde han til det franske medie Le Monde i slutningen af november sidste år.
Siden har Karim Benzema bedt om et forsoningsmøde med Mathieu Valbuena, men det har dommeren i sagen afvist. Men der kan nu måske alligevel finde en forsoning sted imellem de to. Ihvertfald åbner Mathieu Valbuena døren på klem for sin tidligere landsholdskammerat i interviewet med TF1, hvilket kan blive en gevinst for det franske landshold ved sommerens EM på hjemmebane.