Bagmændene bag sexvideoen på Gl. Hellerup Gymnasium skal have en røffel, mener formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening.
Der var pikant underholdning til en morgensamling forrige tirsdag på Gl. Hellerup Gymnasium, hvor en video med oralsex og samleje mellem to elever blev vist på storskærm.
Sager som denne skal altid få rektorer til at handle. Det mener formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening, Jens Boe Nielsen, ifølge b.dk.
- En gang i mellem, en sjælden gang i mellem, så sker der sådan noget, som der er sket her. De skal selvfølgelig have en røffel, siger han.
Han mener nemlig, det er rektorernes opgave at lære de unge om almindelig god opførsel:
- Det er vores opgave at almendanne eleverne. Det vil sige bidrage til det, der med gammeldags ord hedder god opførsel.
Det er til gengæld ikke rektorernes opgave at fortælle om, hvilken straf elever får, hvis de opfører sig som sexvideobagmændene på Gl. Hellerup Gymnasium. På den måde har rektor på Gl. Hellerup Jørgen Rasmussen, der har valgt at holde gymnasiets sanktioner hemmelige, handlet rigtigt, mener Jens Boe Nielsen.
- Ingen kan være tjent med, at sådan nogle sager kommer ud i medierne i større omfang, siger han.
Rektor på Gl. Hellerup Gymnasium Jørgen Rasmussen politianmeldte ikke eleverne, der har lavet sexvideoen, men Nordsjællands Politi er nu gået ind i sagen.
Nordsjællands Politi oplyser ifølge b.dk, at undersøgelserne i sagen begynder på tirsdag.