Hashrygning, seksuelle eskapader og hævn er nogle af temaerne i en ny politisk bog med titlen ’Call Me Dave’, skriver engelske The Daily Mail i dag.

I bogen, som The Daily Mail har fået eksklusive rettigheder til bringe indhold fra, bliver Storbritanniens konservative premierminister David Cameron hængt ud, med beskyldninger om hashrygning, kokainindtag og en bizar seksuel episode, der involverer en død gris.

Bag bogen står Michael Ashcroft eller Lord Ashcroft som han ofte kaldes, en engelsk forretningsmand og konservativ politiker, der har en fortid som kasserer i Det Konservative Parti, og som tidligere har doneret adskillige millioner til partiet.

Bogen er skrevet med hjælp fra en engelsk journalist, og tager udgangspunkt i interviews med hundredvis af ’venner’ og ’fjender’ til den britiske premierminister. I bogen påstås det, at David Cameron var medlem af en lang række ’grupper’ og ’klubber’ i sin tid som studerende på det prestigefyldte Oxford University. En af disse ’grupper’ gik under navnet ’The Flam Club’, og medlemmernes primære formål var at mødes og ryge hash, mens de lyttede til sange fra det britiske 70’er band ’Supertramp’.

Langt mere opsigtsvækkende er dog beskyldningen om, at David Cameron i sin tid på Oxford Univeristy, skulle have været medlem af logen ’Piers Galveston’, som dyrkede ’dekadente’ og ’bizarre’ seksuelle ritualer. Under sin optagelsesceremoni til logen skulle David Cameron angiveligt have stukket ’sine ædlere dele’ i munden på en død gris.

Beskyldningerne stopper ikke her. I bogen nævnes det også, at premierministeren og hans kone skulle have haft et særdeles afslappet forhold til deres gæsters kokainindtag i deres hjem i London.

Manden bag bogen lægger ikke skjul på, at hævn er det primære motiv bag bogens udgivelse. David Cameron skulle angiveligt have lovet Michael Ashcroft en ’fremtrædende post’ i den konservative regering, hvilket han dog ikke fik.

Michael Ashcroft har tidligere støttet det konservative parti med omkring 80 millioner kroner, og han har tidligere været at finde i de engelske avisers overskrifter. I 2010 kom det frem, at Michael Ashcroft, der dengang var næstformand for de konservative i Storbritannien, bevidst undlod at betale skat, da han havde dobbelt statsborgerskab og ingen fast bopæl på de britiske øer.

I bogen påstår Michael Ashcroft yderligere, at David Cameron vidste besked om skatteforholdende tilbage i 2009, selvom premierministeren offentligt har udtalt, at han først blev orienteret om sagen året efter.