Man skulle tro, der var tale om gymnasieelever på studietur. Og selvom alderen ikke er meget højere, så er det altså top-atleter til OL i Rio, som aftenen før en finale havde en lille sex-kontrovers.

Det drejer sig om de to brasilianske synkronudspringere 20-årige Ingrid de Oliveira og 17-årige Giovanna Pedroso, som sent om aftenen havde et skænderi på værelset. Det skriver avisen O Globo ifølge Bild.

Ingrid de Oliveira ville nemlig gerne have lidt uforstyrret tid sammen med en kano-roer og ønskede derfor, at hendes synkronkollega ville finde et andet sted at sove.

Efter en længere diskussion forlod Giovanna Pedroso værelset og sov et andet sted. Hun sørgede dog for, at træneren dagen efter fik besked om hændelsen.

Da de to piger til finalen fulgtes ad i springet fra et 10 meter tårn, rakte dagsformen desværre ikke længere end til en sidsteplads. Og det skete til stor ærgrelse især for Giovanna Pedroso.

»Jeg har ventet i fire år på det her OL, og for hende var det vigtigere at have det sjovt og smide mig ude af værelset,« siger hun om sin partner til O Globo.