Undersøgelsen, som er lavet af psykolog Kirsten Damgaard, skulle angiveligt vise, at mange muslimske drenge betragter danske piger som ludere, og Sex & Samfund har holdt sig tilbage for at offentliggøre undersøgelsen, fordi den derfor kan blive misbrugt af indvandrerfjendtlige kræfter.

Kirsten Damgaard har til Politiken sagt, at hun overvejer at gå til pressen med undersøgelsen, hvis ikke Sex & Samfund vil offentliggøre det fulde materiale.

Debatten om muslimske drenges forhold til sex blussede for alvor op efter en gruppevoldtægt i Århus for nylig, hvor en 14-årig pige angiveligt blev voldtaget af syv drenge i Bispehaven. Fem af de syv drenge sidder fortsat varetægtsfængslet, sigtet for voldtægten.

Den aktuelle undersøgelse af unge muslimers forhold til sex falder i to dele, hvor den første del allerede er offentliggjort.

I den siger lærere og seksualvejledere i København, at unge muslimer har en meget lille viden om sex, og drengene har svært ved at skelne mellem normalt sexliv og pornofilm. De danske piger omtales som ludere, som vil have sex lige på og hårdt.

Både Naser Khader og Hamid El Mousti, som begge sidder i Københavns Borgerrepræsentation, betakker sig for Sex & Samfunds beskyttende holdning.

"Denne politik resulterer bare i mytedannelser. Folk begynder at digte i stedet for at forholde sig til realiteterne," siger Hamid El Mousti og tilføjer, at han er flintrende ligeglad med hvad Dansk Folkeparti måtte få ud af sagen.

"Jeg er sikker på, at danske vælgere er så højt uddannede og så rationelt tænkende, at de sagtens kan tåle at høre sandheden," buldrer Hamid El Mousti.

Naser Khader stemmer i:

"Vi gør os selv en bjørnetjeneste ved at benægte fakta. Det kan da godt være, at sådan en undersøgelse bliver misbrugt, men jeg synes så sandelig også at den måde denne undersøgelse er håndteret på er problematisk," siger han.

Khader er i øvrigt også overbevist om, at Sex & Samfund gør det ud fra bedste mening, men tilføjer en anelse sarkastisk, at han troede at "Halal-hippierne" forlængst var uddøde...

"Den holdning, som Sex & Samfund synes at lægge for dagen her, minder om den censur af debatten, vi så i 80erne, og den betaler vi for i dag, hvor vi mangler 20-30 års debat.

Hvis vi vil løse problemerne, må vi også erkende problemerne. Og jeg er da ikke i tvivl om, at mange drenge med en patriarkalsk baggrund har en madonna/luder holdning til kvinder.

Den går ud på det selvmodsigende, at de godt må gå i seng med mange piger, inden de skal giftes, men den pige, de gifter sig med skal være "ren". Den holdning skal vi have ændret. De skal vide, at de lever i et moderne samfund, hvor holdningen ikke hører hjemme.

At ændre den holdning er en lang og sej proces, som både involverer et åbent diskussionsmiljø og en aktiv social integration. Hver gang de ytrer disse gammeldags holdninger skal de have at vide, at de ikke holder.

Og så skal de altså omgås mennesker i resten af samfundet - med andre holdninger - i dagligdagen," siger Naser Khader.

B.T. forsøgte i aftes forgæves at få kommentarer fra Sex & Samfund og Kirsten Damgaard.