Efter en suveræn 4-1-sejr på hjemmebane over de tredobbelte portugisiske mestre fra FC Porto er spanske Sevilla nu blandt de sidste fire hold i Europa League. De er videre efter en samlet sejr på 4-2.

Porto havde med 1-0-sejren på hjemmebane i den første kvartfinalekamp en spinkel føring at forsvare i det rent iberiske Europa League-opgør.

Efter bare fem minutters spil bragte Sevilla sig i front på straffespark. Ivan Rakitic udnyttede kynisk sparket fra 11-meterpletten efter Danilos fæle tackling i feltet. Og så gik det stærkt. I det 26. minut sørgede Vitolo med et ægte angriber-mål for at bringe holdet samlet i front. Bare tre minutter senere kanonerede Bacca Sevilla i front og Porto ud i mørket.

I anden halvleg fik Porto noget mere spilovertag, og der blev faktisk bragt lidt spænding i kvartfinalen, da hjemmeholdets Coke med sit andet gule kort blev vist ud. Porto klamrede sig til et halmstrå, men kunne stadig ikke stille noget op mod et velspillende Sevilla-mandskab, der nok var en mand i undertal, men til gengæld havde et hæsblæsende hjemmepublikum i ryggen. Og så blev det ikke overraskende til total ydmygelse af Porto med 10 minutter igen, da Kevin Gameiro lidt heldigt fik sparket en returbold i mål. En sen reducering fra Ricardo Quaresma ændrede dog ikke ved det samlede indtryk af, at et tamt FC Porto-mandskab ikke kunne stille noget op mod Sevilla.

Dermed er udsigterne til metal i denne sæson noget uklare for det portugisiske topmandskab. Mesterskabet er allerede tabt til Benfica, og i den hjemlige pokalturnering har Porto en smal 1-0 sejr i baghånden før returkampen i semifinalen på udebane mod netop Benfica, der torsdag aften spillede sig i Europa League-semifinalen efter klar samlet sejr på 3-0 over hollandske AZ Alkmaar.

Sevilla derimod kan altså stadig gøre sig forhåbninger om hæder i den næst-fineste europæiske turnering. Desuden kan traditionsklubben fra Andalusien stadig nå den Champions League-givende fjerdeplads i den bedste spanske række. De har seks på point op til Athletic Bilbao på fjerdepladsen.

Resultater fra aftenens Europa League-opgør:

Benfica 2 - 0 AZ Alkmaar (samlet 3-0)

Juventus 2 - 1 Lyon (samlet 3-1)

Sevilla 4 - 1 FC Porto (samlet 4-2)

Valencia 5 - 0 Basel (samlet 5-3)