41-årige Stephen Port fik fredag beskeden om, at han kommer til at ende sit liv i et britisk fængsel, dømt for bestialske sexmord på fire unge mænd.

Det skriver Sky News.

Efterforsker Tim Duffield har kaldt Stephen Port for en af de farligste individer, han har mødt i sine i alt 28 år hos politiet.

Derfor mente han også, at livstidsdommen, der faldt fredag i en retssal i London, var den helt rette.

41-årige Stephen Port er dømt for gennem en periode på 15 måneder i 2014 og 2015 at have dræbt fire unge mænd, som han havde fået kontakt til gennem datingsites - blandt andet Grindr, der er en dating-app for homoseksuelle.

23-årige Anthony Walgate, 25-årige Jack Taylor, 21-årige Daniel Whitworth og 22-årige Gabriel Kovari mistede alle livet i mødet med Stephen Port.

Anklagerne i den spektakulære og grusomme sag har fundet bevis for, at Stephen Port først gav sine ofre en dødelig overdosis af Gamma-hydroxybutyrat, eller flydende ecstasy, et stof som ofte benyttes til drug-rapes. Herefter voldtog han dem, mens de stadig var i live, og til sidst dumpede han deres livløse kroppe i nærheden - i en radius af blot 500 meter fra sin egen lejlighed i Barking i det østlige London.

To af ligene blev blandt andet fundet ved en kirkegård, da en hundelufter opdagede dem.

I retten er det desuden blevet forklaret, hvordan den 41-årige seriemorder smed ofrenes telefoner væk, ligesom han sågar havde placeret et selvmordsbrev i hånden på et af sine ofre, hvori ofret også tog skylden for et af de andre mord, Stephen Port selv havde begået.

Da Stephen Port fik sin dom fredag var flere familiemedlemmer til stede i retten, og der blev jublet og klappet, da dommer Mr. Justice Openshaw fortalte 41-årige Port, at han aldrig ville komme ud fra fængslet igen.

»Jeg håber, du dør en lang, langsom død, din lort,« lød det blandt andet fra en mand i retslokalet, skriver Sky News.

Dommeren sagde samtidig til Port, at han havde begået mordene for at tilfredsstille sin egen lyst, og han beskrev Stephen Ports forsøg på at dække over egne mord som direkte 'ondt og uhyrligt'.

Udover at blive dømt for de fire mord, blev Stephen Port også dømt for en serie af sexforbrydelser, blandt andet voldtægt og seksuelt overgreb.

Den makabre mordsag har været genstand for stor kritik, fordi politiet i lang tid ikke formåede at lave linket mellem de fire mord til trods for de åbenlyse ligheder ved sagerne. Stephen Port har gentagne gange fortalt politiet løgne, og der kom først en udvikling i sagen, fordi familien til det sidste offer nægtede at lade sagen ligge.

Myndighederne skal nu efterforske 17 betjentes arbejde for at finde ud af, om de har misligholdt deres arbejde.