I en lille indonesisk nationalpark er den utroligt sjældne javaleopard blevet fanget i en fotofælde, skriver København Zoo i en pressemeddelelse, ifølge Videnskab.dk.
- Det er en fantastisk opdagelse, siger Zoos videnskabelige direktør, Bengt Holst.
Se de flotte billeder i et galleri hos Videnskab.dk
Videnskabsfolk anslår, at bestanden af javaleoparder er helt nede på 200-250 dyr. Det er utroligt lavt, og derfor er det lidt af en sensation, at den lyssky leopard har udløst fælden.
Men ikke nok med, at de danske fotofælder fangede den almindelige javaleopard. Forskerne i København Zoo fik næsten kaffen galt i halsen, da et billede af den endnu sjældnere sorte javaleopard også dukkede op på skærmen.
- At vi kan få billeder af begge typer leoparder på så kort tid, betyder måske, at den er endnu mere hyppig, end vi troede, siger Bengt Holst.
Læs også hos Videnskab.dk: Dyreriget er fyldt med ’pervers’ sex
Javaleoparden har siden 2008 været klassificeret som kritisk truet, og den resterende bestanddel lever på et lille område af den indonesiske ø Java i nationalparker, hvor de kan leve forholdsvis uforstyrret af mennesker.
København Zoo planlægger allerede nu at forøge antallet af fotofælder fra 10 til 50 i et håb om, at det kan hjælpe til at fortælle mere om den truede arts udbredelse.
- Nogle gange kategoriseres dyr som sjældne, fordi de ikke er undersøgt. Derfor er det rigtig vigtigt at finde ud af, hvor mange der er, udtaler Bengt Holst i pressemeddelelsen.
Læs også hos Videnskab.dk: Væmmelse kan gøre vagina til lukket land
Javaleoparden er primært truet af den stigende overbefolkning på Java. Med en befolkningstæthed på mere end 1.000 indbyggere per kvadratkilometer er Java blandt de mest befolkede øer i verden.
Siden 2005 har der været totalforbud mod at jage den sjældne javaleopard. Man frygter, at den vil lide samme skæbne som javatigeren, der uddøde i slutningen af forrige århundrede.
Leoparderne blev knipset i Alas Purwo; en ganske lille nationalpark på knap 450 kvadratkilometer i det østlige Java, hvor København Zoo som et led i undervisning af de lokale parkbetjente har opsat 10 kamerafælder.
Andre artikler hos Videnskab.dk:
