Arsenal vil for alt i verden undgå at lade endnu ét sølle udebanemål ødelægge holdets liv i Champions League. Det var nemlig lige præcis det, der skete, sidst de stod over for Bayern München stod overfor hinanden i verdens fineste klubturnering. Og risikoen for en gentagelse af sidste års nedtur ligger lige for.
Her tog Arsenal også imod Bayern München i det første af to Champions League-opgør, hvor tyskerne dengang sikrede sig et ødelæggende udgangspunkt med en sejr på 3-1 i London.
Arsène Wengers tropper var dog tæt på at skabe sensationen, da englænderne overraskede og vandt returkampen 2-0.
Men, men, men. Reglen om udebanemål reddede Bayern München.
Derfor går Arsenals Jack Wilshere til kampen i aften med ambitionen om at ’holde nullet’.
- Vi har talt om det vigtige i at holde liv opgøret. Og hvis det ender 0-0 på hjemmebane, har vi fortsat en chance for at kvalificere os, sagde han mandag på pressemødet før opgøret i London.
- Udebanemål betyder enormt meget i denne turnering, især når det kommer til de her store kampe. Vi så sidste år, hvordan vi røg på et udebanemål. Og i år må vi være mere intelligente og holde os inde i kampen, fortsatte han.
Manager Arsène Wenger talte også om det ærgerlige mål, som kostede holdets videre deltagelse i sidste års udgave af Champions League.
Han ser dog store forskelle på det Arsenal-mandskab, Bayern München står overfor i aften, og det der tog imod tyskerne sidste år.
- Vi er i en langt bedre mental tilstand, end vi var sidste år. Her havde vi lige tabt til Blackburn i FA Cup’en, hvilket var en stor skuffelse for os. Nu har vi netop slået Liverpool, og vi er meget opsatte på at vinde denne kamp, lyder det fra den franske træner.
Hos Bayern München er anfører Philipp Lahm opsat på at ødelægge Arsenals håb om at hullet nullet hjemme i London.
- Vi kommer ikke til at spille for et målløst opgør. Det er helt oplagt, at vi går efter at vinde kampen i London, sagde han tirsdag.
Men tyskeren anerkendte trods alt, at Arsenals øjeblikkelige selvtillid kan blive svær at have med at gøre.
- Det bliver ikke nemt. Deres selvtillid er skyhøj, efter de slog Liverpool i weekenden, sagde Philipp Lahm.
I den anden 1/8-finale i aften tager AC Milan imod spanske Atletico Madrid hjemme på San Siro.
Her er det et stadig kriseramt Milan-hold, der giver Champions League-debut som træner til hollandske Clarence Seedorf.
Han så Atlético Madrid som favoritter i kampen, men satte sin lid til, at de italienske fans kan bære holdet igennem.
- Atlético er favoritter bedømt på deres resultater i ligaen. Derfor har vi respekt for dem, men Milan har en stor historie, og vi vil gøre alt for at slå dem. Vores fans vil være helt fundementale, fordi de er ret vilde i de her opgør, fortalte Clarence Seedorf.