USA: Den amerikanske præsident, Barack Obama, bør lægge maksimalt pres på Vladimir Putin, efter at den russiske præsident har givet sine soldater grønt lys til at bruge magt på Krim-halvøen.
Det mener blandt andre Marc Rubio, der er senator fra Florida og republikansk kandidat ved præsidentvalget i 2016.
»Enhver form for forhandling med Moskva, også om emner, der ikke er relateret til dette, bør straks suspenderes,« skriver Marc Rubio i en klumme i det amerikanske magasin Politico.
Senatoren mener desuden, at der kun er én måde at omgås »tyraner som Vladimir Putin på«:
»De lader sig kun afskrække fra at provokere ved resolut handling,« skriver Marc Rubio.
Et andet republikansk emne til præsidentvalgkampen Ted Cruz, der er senator fra Texas, foreslår at ekskludere Rusland fra G8-fællesskabet, som ifølge Texas-senatoren bør være forbeholdt lande, som kan »bidrage til at opretholde en civiliseret orden«.
»Hvis russerne fortsætter med denne aggressive adfærd, bør vi se på yderligere tiltag, såsom suspension fra Verdenshandelsorganisationen (WTO) eller FNs Sikkerhedsråd,« foreslår Ted Cruz.
Den kaotiske udvikling i Ukraine resulterede lørdag i en 90 minutter lang telefonsamtale mellem USAs præsident, Barack Obama, og Vladimir Putin.
Obama udtrykte bekymring over for Putin omkring Ruslands indtrængen på ukrainsk territorium og slog fast, at Rusland har overtrådt international lovgivning.
Ifølge Det Hvide Hus blev Putin opfordret til at trække sine tropper tilbage fra Krim-halvøen og advaret om, at en fortsat overtrædelse af international lovgivning vil føre til yderligere »politisk og økonomisk isolation«.
Putin svarede, at Rusland forbeholder sig ret til at beskytte sine interesser og den russisk-orienterede befolkning i Ukraine, som man især finder på Krim-halvøen og i det østlige Ukraine.