Mens hele verden stadig forsøger at opklare, hvad der skete med Egyptairs fly MS8704, der menes styrtet ned i Middelhavet natten til torsdag, så vækker passagerernes triste skæbner minder om tidligere tragiske ulykker, som det egyptiske flyselskab har været involveret i.

Natten til torsdag mistede 56 passagerer og 10 besætningsmedlemmer formentlig livet. Det fly, som skulle bringe dem fra Paris til Kairo forsvandt fra radaren kort inden landingen. Ingen livstegn er siden blevet givet fra flyet, som myndighederne antager er styrtet ned i Middelhavet syd for den græske ferieø Karparthos.

Det frygtede flystyrt er dog langt fra den eneste, som flyselskabet EgyptAir har oplevet.

I 1999 mistede 217 mennesker livet, da EgyptAir oplevede det hidtil værste øjeblik i selskabets mere end 80-årige eksistens.

Et af selskabets fly var på vej fra JFK-lufthavnen i New York til Kairo, da det forulykkede ud for New Englands Kyst i det nordsøtlige USA. Alle ombordværende blev dræbt.

Efterfølgende viste efterforskningen, at det var flyets andenpilot, der bevidst fik flyet til at styrte. En udskrift fra de sidste minutters samtale i cockpittet afslørede ifølge abcnews.com, hvordan andenpiloten Gamil El Batouty slukkede motorerne og satte flyet på kurs mod jorden, mens førstepiloten Ahmed Mahmoud El Habashy var gået på toilettet.

Alene i cockpittet kan man høre Gamil El Batouty trykke på en masse knapper, mens han gentagne gange siger: »Jeg stoler på gud.«

Da førstepiloten var færdig på toilettet kan man angiveligt på optagelsen høre, hvordan han banker på døren og spørger, hvad der sker.

»Hvad sker der? Hvad sker der? Har du slukket motorerne?,« spørger han sin andenpilot.

Det lykkedes førstepiloten at kæmpe sig tilbage til cockpittet, hvor man kan høre, hvordan han forsøger at rette flyet op. Men forgæves.

Kort efter ender optagelsen.

En senere undersøgelse viste, at andenpilotens motiv for at styrte flyet var hævn. Andenpiloten havde angiveligt opført sig upassende og havde blandt andet blottet sig for teenagerpiger og stuepiger og forfulgt forskellige kvinder på sine flyvninger. Det havde fået hans daværende chef til at afskrive ham fra de transatlantiske ruter. Ruterne var der ellers ekstra pengene i, og ifølge rapporten var det årsagen til, at piloten valgte at styrte flyet, har The Guardian tidligere beskrevet.

Den frygtelige hændelse er dog desværre ikke den eneste, som har ramt flyselskabet.

I 1985 gik det galt på en flyvning fra Athen til Kairo, hvor et af selskabets fly blev kapret af tre bevæbnede terrorister. De tvang flyets piloter til at lande flyet i Malta, hvorefter terroristerne frigav nogle af gidslerne, mens man forhandlede om resten. Efter længere forhandlinger besluttede de egyptiske myndigheder at storme flyet, hvilket resulterede i et sandt blodbad. 59 af flyets 90 passagerer blev dræbt. Derudover mistede to besætningsmedlemmer samt to terrorister livet, har BBC beskrevet.

Også i 1972 oplevede selskabet en ulykke, da et fly fra Cairo til Yemen styrtede kort inden landing. Flyet fløj ind i en vulkan og 30 personer døde, skriver New York Post.

Og også tidligere i år havnede Egyptair i potentielt farlig situation, da en mand kaprede et af selskabets fly mellem Kairo og Alexandria og tvang det til at lande i Cypern. Det viste sig dog sidenhen, at manden bar et falskt selvmordsbælte.