NIGERIA: En selvmordsbomber har dræbt fem mennesker ved en moské i byen Maiduguri i den nordøstlige del af Nigeria. Det oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet Reuters. Eksplosionen fandt sted, netop som fredagsbønnen var forbi i moskéen, der ligger i bymidten.
Regionens åndelige leder og viceguvernør undgik med nød og næppe angrebet, siger en militærtalsmand ifølge nyhedsbureauet.
Den militante islamistiske gruppe Boko Haram har sit hovedkvarter i Maiduguri, men den skal ikke tidligere have angrebet en moské. Dog er gruppen kendt for attentater mod muslimske ledere, og en af det nordlige Nigerias mest lovpriste muslimske ledere bor i nærheden af moskéen.
Boko Haram, der på Nordnigerias officielle hausa-sprog betyder »vestlig uddannelse er en synd«, forsøger at vælte den nigerianske regering og etablere en islamisk stat i landet.
BNB