Selvmord ryster CDU
Katastroferne formelig vælter ind over det kriseramte konservative CDU i disse dage. Kulminationen kom i går med meddelelsen om den 49-årige Wolfgang Hüllens selvmord.
Katastroferne formelig vælter ind over det kriseramte konservative CDU i disse dage. Kulminationen kom i går med meddelelsen om den 49-årige Wolfgang Hüllens selvmord.
Wolfgang Hüllen arbejdede for CDUs parlamentsgruppe, hvor han var leder af partiets finans- og budgetafdeling.
Han blev fundet død i sin Berlin-lejlighed i går morges. Ifølge en højtstående partifunktionær, Joachim Hörster, behandler politiet sagen som et selvmord.
Hörster forsøgte samtidig at imødegå spekulationer om, at selvmordet skulle have forbindelser til den partistøtte-skandale, som har rystet CDU. Han fortalte, at Wolfgang Hüllen havde efterladt et afskedsbrev, hvori han angav "personlige motiver" som årsagen til selvmordet.
Wolfgang Hüllen efterlader en hustru og to børn.
Meddelelsen om selvmordet afbrød kortvarigt gårdagens parlamentsdebat om netop partistøtte-skandalen.
Her undskyldte CDUs leder, Wolfgang Schäuble, skandalen overfor Forbundsdagen og erkendte, at CDU i partiets regeringstid klart var gået imod love og dermed havde svækket tilliden til de politiske partier og til demokratiet.
Til trods for Schäubles uforbeholdne undskyldning øger de øvrige politiske partier i den tyske Forbundsdag presset på CDU. Således vil et undersøgelsesudvalg nu efterforske alle CDUs illegale konti og finanstransaktioner.
SPDs fraktionschef, Peter Struck, beskyldte CDU for at have hvidvasket penge og have udvist en adfærd, som normalt kun kendes fra kriminelle bander.
"Vi er vidner til en af de største politiske skandaler siden oprettelsen af Forbundsrepublikken," sagde han.