Øv, øv. Det var dobbelt op på ærgrelsen for Andreas Christensen onsdag aften.
En glimrende Champions League-debut blev forvandlet til en sur aften for den danske Mönchengladbach-forsvarer, der endte med at tabe 1-2 til Manchester City.
Men i mere end en time lykkedes det faktisk for Andreas Christensen at holde gæsternes offensive kuld af stjerner fra at score, indtil han så blev noteret for et selvmål. En Nicolas Otamendi-afslutning ramte danskeren i hovedet og gik i mål.
Så stod der 1-1, og i tillægstiden vandt Manchester City så på et straffesparksmål scoret af Sergio Agüero.
Derfor var det helt lige meget, at Lars Stindl havde bragt Mönchengladbach foran i starten af anden halvleg. Og så kunne hjemmeholdets Raffael i øvrigt ærgre sig sammen med Andreas Christensen: Han brændte et straffespark i første halvleg.
I Gruppe Ds anden kamp var en dansker også på det tabende hold, Michael Krohn-Dehli. han var i startopstillingen i den svære udekamp mod Juventus.
Men det er ikke for sjov, at Juventus nu har undgået at tabe i de seneste 14 kampe på hjemmebane i europæisk fodbold. For det fik Sevilla tydeligt at føle i aftes. Fra det første til det sidste minut. For de spanske Europa League-mestre kunne i Torino ikke stille meget op mod Champions League-finalisterne.
Kampen blev reelt først lukket tre minutter før tid, da Simone Zaza scorede til slutresultatet 2-0 (Alvaro Morata lavede det første), men med en skudstatistik på 24-1 i Juventus’ favør, var det reelt ovre langt tidligere.
Og Michael Krohn-Dehli fik ikke mange mulighed for at ændre på det undervejs.
Juventus har nu maksimumpoint i gruppen efter de to første runder, mens Sevilla og Manchester City må nøjes med tre point. Mönchengladbach har et rundt nul.
I Gruppe B kom Simon Poulsen først ind et kvarter før tid for PSV Eindhoven. Han kunne dog ikke lave om på, at det hollandske hold endte med at tabe 2-3 til CSKA Moskva.
