Magnus Cort kører ikke U23 DM i denne weekend, men i stedet kører han det store norske etapeløb Tour des Fjords. Det har han stor succes med - fredag vandt han således 3. etape og rev førertrøjen af stjernen, Alexander Kristoff.

CULT Energy Vital Water viste nok engang klassen, da det danske hold slog til på tredje etape af Tour des Fjords. Men der var faktisk rødt og hvidt alle steder på dagens etape.

Efter at blandt andre Jesper Hansen (Tinkoff-Saxo) og Rasmus Guldhammer (TREFOR- Blue Water) i en femmandsgruppe havde sat sit præg på dagen, kom to grupper af sted inde på de sidste godt tyve kilometer. I den forreste arbejdede Michael Valgren (Tinkoff Saxo) stærkt, mens Lasse Bøchman og Magnus Cort (begge CULT Energy Vital Water) sad med i en gruppe bagved, som også var sluppet fri.

I sidste ende mundede det ud i en spurt, hvor Cort var den hurtigste - foran Valgren - mens Katusha ikke havde held med at lukke - og dermed forsvare Alexander Kristoffs førertrøje. Det russiske hold kunne ikke køre Valgren, Cort og Co. ind.

Det var årets niende sejr til Magnus Cort, og danskeren overtager også førertrøjen i det norske etapeløb, som er kategoriseret om et UCI 2.1, den fornemmeste løbskategori, CULT Energy Vital Water må køre.

Løbet har blandt andet deltagelse af World Tour-holdene Katusha, Cannondale og Tinkoff-Saxo.

Den tredje etape af årets Tour de Fjords var en småkuperet sag, dog med nogle heftige stigningsprocenter, over 163 kilometer. Straks fra start forsøgte ryttere at komme i udbrud, heriblandt også Rasmus Quaade (TREFOR-Blue Water) og Michael Valgren (Tinkoff-Saxo). Men der skulle gå omkring 40 kilometer, før det for alvor lykkedes nogen at rive sig løs.

Det var såmænd ungdomstrøjen Jesper Hansen (Tinkoff-Saxo) og en anden dansker, Rasmus Guldhammer (TREFOR-Blue Water), der var kørt med Amets Txurruka (Caja Rural), Gregory Habeaux (Wanty-Groupe Gobert) og Lennard Hofstede (Rabobank Continental).

De fem fik opbygget et forspring, som nåede op på over fem minutter. Efter 100 kilometers kørsel lå det fortsat og svingede mellem fire et halvt og fem minutter.

I feltet arbejdede Cannondale, MTN-Qhubeka og Katusha, som i hjemmebanefavoritten, Alexander Kristoff, havde rytteren i løbets førertrøje.

Så begyndte det dog at gå stærkt den anden vej med tiderne, og med 50 kilometer igen var forspringet dalet til omkring tre minutter. Ti kilometer senere var forspringet på 1.38, og selvom der nu var styr på udbryderne, ville feltet gerne have lukket ned.

30 kilometer fra mål var der kappet yderligere et minut af afstanden. Snart var det helt slut.

Dermed gik løbet ind i en helt ny fase. Nye ryttere forsøgte at komme af sted, men det trak op til en massespurt, så Kristoff både kunne vinde etapen og forsvare trøjen. Den stærke nordmand virkede velkørende.

Men så eksploderede løbet. Alessandro De Marchi (Cannondale), Michael Valgren (Tinkoff-Saxo) og Sam Oomen (Rabobank U23) kom af sted, og af sted kørte også en seksmandsgruppe, hvor blandt andre Magnus Cort Nielsen og Lasse Bøchmann (Cult Energy Vital Water) samt Bruno Pires (Tinkoff-Saxo) og Jerome Baugnies (Wanty-Groupe Gobert) sad.

Et hårdt angreb på Kristoff, som pludselig syntes rystet.

Særligt i kraft af motoren Michael Valgren fastholdt fronttrioen et forspring ned til forfølgerne, hvor Lasse Bøchmann sled hårdt i det. Og Bøchmanns arbejde bar i sidste ende frugt. Få kilometer fra mål lykkedes det omsider at få samlet de to grupper, og en spurt lå forude.

Blot 18-årige Oomen forsøgte sig tæt på mål, men den gik lige akkurat ikke, og i spurten var Cort fuldstændig suveræn. Bagved lykkedes det ved en sidste kraftanstrengelse for Valgren at henvise den ellers hurtige Baugnies til tredjepladsen.

Feltet kommer ind ti sekunder efter, hvor Kristoff vandt spurten. Men det var ikke nok for nordmanden, som altså mistede førertrøjen til det danske supertalent, Magnus Cort.

CULT Energy Vital Water-rytteren fører nu med to sekunder ned til Baugnies, mens Valgren flot indtager tredjepladsen. Han er ti sekunder efter sin landsmand, mens Kristoff er skubbet ned på en fjerdeplads yderligere tre sekunder efter.