Da Jesper Klein lå på sit dødsleje, spurgte sønnen Sebastian, om han skulle hjælpe ham med at dø

- Det er ligesom, når du ser en fugl, der er blevet taget af en kat. Du kan se, at den har fået flået begge sine ben af og ligger på jorden og raller. Så jokker man på den for at ende dens lidelser. Det er i virkeligheden ikke mere kompliceret end det.

Sådan beskriver Sebastian Klein den følelse, han havde, da han stod ved sin fars dødsleje og så de store smerter, faderen havde. I et interview, der blev bragt i Berlingske i går (lørdag 9. marts), fortæller han, at han spurgte sin far, om han skulle hjælpe ham med at dø.

’Vil du gerne dø, far? Skal jeg hjælpe dig?’

Sebastian Klein understreger over for BT, at der selvfølgelig er flere følelser involveret, når det drejer sig om ens nærmeste familiemedlemmer, end når det handler om en fugleunge.

- Når man ser en af sine nærmeste lide så meget, tænker man på, hvordan man kan hjælpe. Og nogle gange ser man det som en mulighed for at hjælpe. Altså at man hjælper dem ved at hjælpe dem med at dø.

To sygdomsforløb

Begge Sebastian Kleins forældre døde af kræft inden for fem år. Det er over halvandet år siden, hans far døde, og det fylder stadig i tv-værtens bevidsthed. Moderen, Lykke Nielsen, gik bort i 2006 efter et sygdomsforløb på over to år. Jesper Klein gik bort i 2011 efter at have været syg i to måneder.

- Med min mor var det også desperat, men det gik langsommere. Langsomt ned ad bakke. Til sidst er det klart, at det var det samme. Men med min far var det hårdere. Da min mor var syg, var vi flere mennesker rundt om. Både min far og min moster, hendes tvillingesøster. Med min far var det hårdere for mig. Dem, der var rundt om, da min far var syg, var skidegode. Men det er klart, at der manglede nogen. Min mor var der ikke. Så på en måde var jeg den nærmeste, der var.

Man overvejer det altid. Det er Sebastian Klein overbevist om. At alle pårørende på et tidspunkt prøver at komme dertil, hvor de overvejer, hvordan man kan ende det, når man ved, at ens kære skal dø.

- Det kan godt være, at man med det samme forkaster det i sit hoved. Men man tænker på, hvordan man kan gøre det nemmere for alle. Og det er så ækelt. De egoistiske tanker. Det er et interessant studie i, hvordan mennesker virker og tænker. Men det er ubehageligt at komme dertil. Men jeg tror altså, at alle pårørende på et tidspunkt prøver at komme dertil, når en, de holder af, er syg.

Selv nåede han kort at overveje det hav af piller, der findes, og hvordan der måtte være en cocktail af det hele, der ville virke. Og så tænkte han ikke længere.

- Jeg vil ikke sige, at jeg måske havde gjort det, og hvordan jeg ville have gjort det. Så langt tænkte jeg ikke. Men når man er ude i desperate situationer, kræver det nogle gange, at man udfører desperate handlinger.

Det her tager vi med

Men Jesper Klein sagde nej tak med ordene:

’Denne her tager vi også med.’

I den sætning mente han, at den skulle han nok klare. Nu hvor de havde klaret alt det andet lort, klarede de også det.

- Han sagde nej, og så var den jo ikke længere. Og det synes jeg, var enormt modigt og sejt og stærkt. Det var en måde at spare mig for noget på. Og det er sejt, synes jeg. At man i dødens stund kan sige det. At: Nej, det skal du ikke gøre, for den tager jeg selv. Jeg ved, at min far sagde nej for at spare mig, uanset om han havde lyst til at dø eller ej.

Ingen slutdato

Det værste ved sygdomsforløbene var, at han ikke kendte slutdatoen. At han ikke kendte de gode dage, og at det lige pludselig kunne gå ned ad bakke. Og at han ikke vidste, hvornår døden kom.

- Du kan ikke vide om det er i morgen, eller om det er om flere måneder. Nogle gange prøver man at planlægge ting, men det kan man ikke. Man tænker: ’Hvis jeg havde vidst, at han døde der, havde jeg gjort nogle ting anderledes’, siger Sebastian Klein.

Tidligt i sygdomsforløbet tænkte han i operationer og livsforlængende metoder.

- I starten var der et naivt håb, om at han ville klare det. Men at tale om et naivt håb kommer an på, hvor man er henne i sygdomsforløbet. Der kommer et point of no return i ethvert sygdomsforløb. På det tidspunkt, da jeg spurgte min far, vidste jeg jo godt, at der ikke var langt igen.

Så dø dog

- Jeg aner ikke, hvad jeg havde gjort, hvis han havde sagt ja. En ting er, at en du elsker lider. Men du skal også se på det. Det kan lyde frygteligt egoistisk, men det er enormt hårdt og enormt krævende. Det gør, at man kommer til at tænke: Så dø dog. Det lyder voldsomt. Det er en enormt ambivalent følelse at have og at tænke de tanker. Måske var det også for min egen skyld, at jeg spurgte ham.

Det er de egoistiske tanker, Sebastian Klein mener, man kan finde hos pårørende. Det, han kalder en situation, der er så grotesk langt ude, hvor man bliver så desperat, at sådan nogle ting som at hjælpe dem, man elsker, med at dø, lige pludselig kommer på plakaten. For ham er det ét mudret billede, om han spurgte sin far for faderens skyld eller for sin egen. Men han mener stadig ikke, at der er noget unormalt i at tænke sådan. At man vil gøre alt for at hjælpe, lindre og ende lidelserne, når et menneske, man holder meget af, lider.

Døden er altid ækel

- Med min mor varede det over to år. Med min far varede det over to måneder. De døde lige grimt. Døden er ikke smuk, det er grimt at dø af kræft. Det var væmmeligt begge gange.

Han kan ikke finde noget positivt at sige om de to sygdomsforløb.

- Jeg ville gerne sige, at man kommer styrket ud på den anden side og alt det der. Der er ingen erfaring, jeg har gjort mig i de forløb, som jeg ikke gerne ville være foruden. Det er fis i en hornlygte at sige, at man lærer noget om sig selv. Der er intet positivt at forbinde med det. Det er jo ren sorg.