Den russiske præsident hjalp truede traner ud af reservat.

Iført hvid heldragt og fluebriller fløj den russiske præsident, Vladimir Putin, onsdag tværs gennem luften i et motoriseret dragefly med en flok udryddelsestruede traner baskende efter sig.

Ifølge The Moscow Times var anledningen den, at tranerne havde boet hele deres liv i et reservat i det nordlige Sibirien. Og nu skulle præsidenten, ved at imitere en voksen trane, hjælpe dem på deres vandring til Iran og Indien, hvor de skal overvintre.

Desværre havde ingen oplyst de unge traner om planen. Så på den første flyvetur fik Vladimir Putin kun følgeskab af en enkelt af de sibiriske hvide traner.

Ifølge præsidenten skyldtes det, at stærke vinde fik drageflyveren til at flyve så stærkt, at tranerne ikke kunne følge med. Og det lykkedes ham da også at lokke fem af de store fugle med, da han tog turen anden gang. Tre af dem tabte dog interessen efter et par runder i luften.

Putin, der snart runder 60 år, har brugt omkring halvandet år på at forberede sig på turen og har modtaget 17 timers instruktion i drageflyvning, som han selv beskriver som værende sværere at flyve end et jagerfly.

Det er ikke første gang, Putin gør noget ekstraordinært, der får ham til at lande i avisernes spalter. Blandt andet har han tidligere dykket efter sjældne krukker på havets bund, poseret med en tigerunge, kælet for en blæksprutte og reddet på en hest i bar overkrop.

Se videoen, hvor Putin flyver gennem luften efterfulgt af traner i toppen af artiklen.