Langt de fleste kvinder vil kunne nikke genkende til Stephanie Gongora, når hun beskriver, hvordan det er at have menstruation.

'Det er beskidt, det er smertefuldt, det er forfærdeligt,' skriver hun til en video, hun har delt med sine 256.000 følgere på Instagram. Men videoen skaber efterfølgende debat, for den 30-årige yoga-instruktør er en af de kvinder, der finder det forkert at skjule det.

I denne video, hvor man ser hende udøve yoga i kridhvidt tøj, falder øjnene hurtigt mod den røde plet mellem hendes ben. Ifølge hende er menstruation en smuk ting, der ikke bør være så tabubelagt, som det er i dag. Det gemmes ad vejen og bliver ikke talt om, hvilket, hun mener, er forkert.

'Start med at tale om det. Belær dine døtre. Få dem til at forstå, at det (menstruation, red.) både kan være en ubekvemmelighed og en gave, men aldrig noget du skal skamme dig over. Belær dine sønner, så de ikke bakker, når de hører ordet tampon. Så når en pige bløder gennem sine kakishorts, bliver hun ikke ramt af skam eller mødt af intolerance,' skriver Stephanie Gongora blandt andet i sit opslag, der kan ses herunder.

Opslaget har både mødt med- og modgang, siden hun lagde det på Instagram for fem dage siden. De bevidner blandt andet de over 4.000 kommentarer, videoen har fået - i modsætning til omkring 200, hun typisk modtager på et populært opslag.

Her er både kommentarer, der kalder videoen for fantastisk og takker hende for at stå frem på denne måde. Til gengæld er der en del uforstående over for, at Stephanie Gongora har valgt at gøre det på denne måde.

'Jeg mener ikke, vi skal skamme os over menstruation, og det burde ikke være tabu. Men det kommer slet ikke til at ske, at jeg bare bløder i mit tøj, det er beskidt, klæbrigt og det er blod. Hvis du havde næseblod, ville du heller ikke bare gå rundt og lade det dryppe. Det er uhygiejnisk,' skriver en bruger i et svar.

En anden bruger pointerer, at Stephanie Gongora er mere end velkommen til at bløde, men at hun blot vil få en masse unødvendigt vasketøj.

Formålet med videoen har ikke været at fortælle, at man absolut bare skal lade blodet flyde. Til gengæld har hun valgt at træde skridtet videre, så folk kan tale mere om menstruation. Og det kan man da sige, hun er lykkedes med.