Der er lagt op til sexet samba, når komikeren Uffe Holm og fodboldlegenden Allan Simonsen med hver deres partner fredag aften går på gulvet i sjette udsendelse af 'Vild med dans.'

Efter at Allan Simonsen i flere uger er blevet kritiseret for stive ben og manglende rytme, er Uffe Holm nemlig trådt til for at lære fodboldlegenden et par frække hofte-bevægelser. 

- Allan. Jeg har fået en genial idé. Det er noget, der hedder Twerk, kender du det? De unge er helt vilde med det, siger Uffe Holm i en video, som er blevet lagt ud på Uffe Holm og Karina Frimodts Facebook-side.

Uffe Holm spæner herefter hen for at tænde for musikken, og så kaster de sig begge to ud nogle meget frække bevægelser med underlivet.