Hvert år får et trænings- og rehabiliteringscenter i Greve Kommune besøg af andemor. Hun lægger æg og ruger dem ud inde i lokalerne. Nu flytter hun så hjemmefra med de små nye ællinger.
Videoen blev lagt op på Greve Kommunes facebookside mandag, efter at andemor havde taget turen ud i naturen med de nyudklækkede ællinger.
»De er søde ikke? Andemor kommer tilbage hvert år. Vi har en ansat i træningsenheden, som for mange år tilbage også tidligere har arbejdet i kommunen, og hun kan godt huske andemor fra dengang,« siger webkonsulent i Greve Kommune Annette Torp.
Andemor har været så tryg ved personalet i Greve Kommunes træningsenhed, at hun har valgt at lægge æg inde i træningscentrets lokaler. Der har hun ruget æggene ud og på videoen kan man se, at resultatet er syv fine små ællinger.
»Ja, de blev udklækket i træningscentret, og nu valgte hun altså at flytte hjemmefra med ællingerne for at bo ude i naturen,« siger Annette Torp.
Om andemor og ællingerne gør flere besøg i træningscentret i år, og om hun kommer tilbage næste år vides endnu ikke. Men sødt er det.