Det amerikanske forskerhold mener at have fundet frem til, at særlige vejrforhold på den pågældende kyststrækning (formentlig det, der i dag er kendt som Det Røde Hav) kan have skabt den berømte passage.

Nærmere bestemt er der tale om særlige vindbevægelser, der har åbnet op for en tørlagt skilning i havet. Det skriver BBC News.

- Bevæger vindene sig over vandet på en bestemt måde, der ligger inde for fysikkens grænser, kan der skabes en passage med vand på begge sider, hvorefter vandet hurtigt falder sammen igen, fastslår den ledende forfatter til undersøgelsen, Carl Drews, fra US National Center for Atmospheric Research (NCAR) til BBC News.

- Simulationerne stemmer dermed godt overens med beretningen i Anden Mosebog, slår forskeren fast.

For at illustrere pointen har videnskabsmændene lavet en computersimulation af vindbevægelserne, der skulle ligge til grund for Moses' mirakel.

I computersimulationen ser man, hvordan vind, der blæser på tværs af en lavvandet flod og en lagune, kan skabe en særlig effekt, hvor vandet både bliver skubbet mod og med strømmen.

Det, kombineret med en ørkenstorm på over 100 kilometer i timen i et halvt døgn, skulle skubbe vandmasserne til siden og skabe en tør passage.

Se videoen og bedøm selv, om forskerne eller Bibelen har ret.