Chefredaktører og journalister, som er mistænkte i Se og Hør-sagen, har været sigtet i halvandet år. Mens forhenværende Se og Hør-chef Henrik Qvortrup er tilbage i den politiske manege, forventer tidligere chefredaktør Kim Henningsen ikke at blive taget til nåde af branchen.

59-årige Kim Heningsen er sigtet på 18. måned i Se og Hør-sagen, som politiet i den forgangne uge føjede nye sigtede til. I dag er i alt 12 personer og Aller Media sigtede i sagen, der er blevet kaldt Danmarkshistoriens største medieskandale.

Mandag udkommer en ny bog om Se og Hør-sagen af den tidligere Se og Hør-journalist Kasper Kopping, som mener han blot betalte prisen for at være loyal over for sine chefer. BT har derfor spurgt Henrik Qvortrup og Kim Henningsen, hvad de fortryder i sagen. Qvortrup svarer »ingen kommentarer«, fortryder Kim Henningsen kun én ting.

»Der er én person, der har ansvaret for det, der er foregået, og det er mig. Jeg fortryder ikke noget, for jeg mener ikke, at der er begået noget ulovligt,« siger Kim Henningsen og tilføjer:

»Jo! Jeg fortryder én ting bittert, som intet har med den hemmelige kilde at gøre. Jeg besluttede at bringe en historie om Anders Lund Madsens kærestes scanning på Riget. Det er jeg pisseked af.«

Du har sagt, at det ikke var anderledes, end hvis man som journalist havde en kilde i forsvarsministeriet og fik oplysninger om de nye kampfly. Der er vel den forskel, at i Se og Hør-sagen betalte I kilden, og vedkommende leverede personfølsomme oplysninger?

»Næh, det var jo Se og Hørs dna.  Vi lagde ikke skjul på, at vi betalte penge for tip, og Se og Hørs mission er nu engang ikke at frelse verden - det er at underholde. Man skal se det i den kontekst, at Information og JP skal gå efter NSA og lægernes tag-selv-bord, men Se og Hør skal underholde.«

Men det skader ikke nogen, at jeg får oplysninger om nye kampfly, men det ville skade mig, hvis nogen udleverede personfølsomme oplysninger i form af  kreditkorttransaktioner. Er du ikke enig, at der er en forskel?

»Nej, den præmis køber jeg ikke.  Jeg mener f.eks., at det var særdeles samfundsrelevant, at Se og Hør afslørede, at Morten Helveg Petersen havde fortalt EU, at han var til en konference i Berlin, mens han i virkeligheden turede byen rundt med en kendt tv-vært. Det er i den grad af samfundsmæssig interesse.«

Er der noget i sagen, du er ked af?

»Det, der gør allermest ondt i dag, er, at sagen har fået de konsekvenser, som den har for menige medarbejdere, for de har bare gjort det, som jeg har bedt dem om. Der er tale om dybt loyale medarbejdere på redaktionen og i regnskabsafdelingen. Der går lang, lang tid, inden der sat et punktum i den her sag. Det er ligegyldigt for en gammel skiderik for mig, men for de menige medarbejdere forlænger det den periode, hvor de er blacklistet.«

Jeg hører alligevel en snert af fortrydelse?

»Overhovedet ikke. Jeg kan ikke fortryde noget. Det er jo ikke mig, der traf beslutningen om at fyre dem. Hvad skulle jeg fortryde?«

At du ikke stoppede det?

»Den deltager jeg ikke i. Jeg vedstår, hvad jeg lavede som chefredaktør. Ansvaret var helt og holdent mit. Men jeg mener også, at det her var en kilde på lige fod med andre kilder, så derfor fortryder jeg intet.«

Hvis du dengang havde kunnet se seks år frem i tiden, havde du så sat en stopper for det, hvis du vidste, hvad det ville føre til?

»Nej, det ville jeg ikke. Beslutningen om at fyre dem ligger uden for min rækkevidde, men jeg kan så være skuffet over, hvordan andre har valgt at håndtere det her, inden der overhovedet er faldet en juridisk afgørelse. Alle og enhver i Danmark kan blive sigtet i en sag. Alligevel vælger man at træffe en beslutning, som har fået nogle urimelige konsekvenser for nogle fantastiske dygtige mennesker.«

Er det ikke dobbeltmoralsk at sige, at du på den ene side har ondt af medarbejderne, som mærker nogle konsekvenser af den her sag, men at du på den anden side ikke fortryder, at du ikke stoppede det?

»Nej, det synes jeg ikke. Som sagt var det ikke mig, der traf den beslutningen om at fyre dem.«

I dag tilbyder Kim Henningsen foredrag om sladderbranchen og livet med psykisk sygdom. Han skriver på en bog, men han har modsat sin forgænger Henrik Qvortrup, der allerede sidste år blev hyret som politisk analytiker af MetroExpress, ikke fået job.

Hvordan har du det selv med, at du er en af dem, der står uden job, mens f.eks. Qvortrup er korkproppen, der flyder ovenpå og står med job i dag?

»Det har jeg det fint med, jeg ønsker dem kun alt det bedste. Med min helbredstilstand går jeg ikke rundt og forventer at være andre steder, end jeg er. Hvad nytter det? Jeg er jo udmærket klar over, at der er ingen, der gider ansætte en gammel skiderik som mig. Når den endelige dom er afsagt om syv-otte år, så er jeg for længst pensioneret. »