Med en samlet formue på over 4 mia. kr. er familien en af Danmarks rigeste. Men indtægterne fra guldægget Se og Hør dykker – og politiet efterforsker koncernen.
Presset på Aller Medias ejere, Aller-familien, er steget betydeligt, efter den tidligere Se og Hør-journalist Ken B Rasmussen i går fortalte, at kendskabet til Se og Hørs ulovlige ’tys-tys-kilde’ når helt til Allers top.
Selvom der ikke direkte peges på Aller-familien, betyder det alligevel, at en af Danmarks rigeste familier kan få alvorlige problemer, idet deres guldfugls oplag nu er støt faldende.
Hvad der begyndte som Se og Hør-skandalen, har nu bredt sig helt op til ejerne. Helt op til den femte generation af Aller-familien, der nu leder koncernen, der blev grundlagt i 1873. Op til ugebladsdronningen og ’Vild med dans’-deltageren Bettina Aller, op til Erik Aller og op til Katinka Aller, der alle sidder i Aller Holding A/S’ direktion. Og op til Susanne ’Sussie’ Aller, der er næstformand i Aller Holding A/s’ bestyrelse.
Forgyldes årligt
Med en omsætning på over fire milliarder sidste år og med en egenkapital på omkring det samme er Aller-familien en af Danmarks rigeste. Koncernen er ikke børsnoteret, men var den det, ville familien placere sig på en 17. plads over de rigeste i Danmark - lige efter Færch-familien.
Samtidig forlyder det, at Aller-klanens lille håndfuld af overdirektører årligt forgyldes med lønninger på den rigtige side af tre millioner, uanset deres indsats.
Aktiemajoritet
Det er dog ikke en fra Aller-familien, der sidder som formand for det helt centrale selskab i koncernen, Aller Holding A/S. På den plads sidder Richard Rudolf Sand, der kom ind i Aller efter sin far, Richard Sand, der var tæt på Aller-familien i mange år.
Da den tidligere bestyrelsesformand Jørgen Aller døde i 2003, overtog Susanne Aller ikke sædet. Heller ikke selvom hun var næstformand og aktiearving. Hun har angiveligt aldrig vist den store interesse for at overtage koncernen, og da hun samtidig er bosat i udlandet, blev det ikke anset som holdbart at have hende siddende som formand. Heller ikke Jørgen Allers datter, Bettina Aller, overtog dengang, og i stedet gik formandsposten til Jørgen Allers fætter, Carl Erik Aller, der beklædte posten frem til sin død i 2011, hvor Richard Sand overtog.
Selvom Susanne Aller ikke har vist interesse for koncernen, er det alligevel hende, der sidder på den største del af de bestemmende A-aktier. Aller Holding A/S er et aktieselskab og har en aktiekapital på 4,5 millioner A-aktier og 13,5 millioner B-aktier.
Formand forlod posten
A-aktierne giver modsat B-aktierne stemmeret, og de kan kun erhverves af efterfølgerne af koncernens stiftere, Carl og Laura Aller, samt af Aller Fonden og Aller Holding A/S selv. Susanne Aller ejer omkring 25 procent af A-aktierne og dermed også af stemmerne, mens 50 procent af A-aktierne ejes af Allerfonden, der ledes af tre medlemmer af Aller-familien, heriblandt Bettina Aller.
Det var blandt andet de tre medlemmer af Allerfonden, der gik imod den nu tidligere formand for Allerfonden, Linda Nielsen, der overraskende valgte at forlade sin formandspost i forbindelse med Se og Hør-skandalen. Hun havde krævet en mere omfattende undersøgelse af omfanget af den interne undersøgelse hos Aller, men det var de andre i fondsbestyrelsen ikke villige til.