Tag med på en virtuel rundtur i Korsbæk fra Matador.
På Dyrehavsbakken i Klampenborg er man i fuld gang med at konstruere Korsbæk med gader og stræder omkranset af bygninger og facader hentet ud af tv-serien med interiør, dekorationer og rekvisitter tro mod Matador-universet.
Den berømte provinsby står klar i foråret 2015. Til den tid kan man på Bakken opleve at gå igennem de kendte gader fra tv-serien, og man kan spise middag på Postgaarden, eller spise dagens ret på Jernbane Restauranten. Men man kan også drikke kaffe i Varnæs' dagligstue og hilse på Laura i køkkenet, hvor der også serveres mad.
Der vil desuden være en bager, en slagter og man kan endda gå til barberen.
Korsbæk på Bakken bliver til i et samarbejde mellem DR, forfatter Lise Nørgaard og initiativtager og ejer Torben 'Træsko' Pedersen. Torben Pedersen er Bakkens største teltholder, og han driver sammen med sin familie 17 forretninger på Bakken.
Matador-byen åbner den 30. april 2015.
Se her en oversigt over byen og dens forretninger og restaurationer.
1 - Korsbæk Butikken - Køb et Korsbækminde, her finder du alt om Matador
2 - H. Nicolaisen - Barber & Frisør, få trimmet skægget i Korsbæks herresalon
3 - Lauras Køkken - Spis frokost og aftensmad i kokkepigens kendte køkken
4 - Hos Varnæs - Nyd eftermiddags-te, frokost eller intim middag i de smukke stuer
5 - Helge Hansen - Kolonial, Vin & Delikatesser - lad dig forføre af de mange dufte
6 - Postgaarden - Den mondæne restaurant serverer smørrebrød og festmiddage
7 - Jernbane Restauranten - Tjener Boldt byder på håndmadder og danske retter
8 - Andelsbageriet - Brød, kager og andet bagværk, nyd det her eller tag det med hjem
9 - Slagter Gaarden - Køb smørrebrød, slagterens pølse eller tag en frokostkurv med
10 - N.P. Nielsen Cykler - Udlejning af cykler - lej en cykel og tag på picnic i skoven
11 - Katrines Gaard - Nyd alt det bedste fra det gammeldags, traditionelle landkøkken
12 - Larsens Lokum - Kig ind i grisehandler Larsens private og humoristiske galleri
13 - Skjerns Magasin - Nyd en øl eller et glas vin i den hyggelige beværtning omgivet af stofruller og den sidste nye konfektionsmode fra Paris
