Ingen lønforhøjelse, trusler om færre feriedage og konstante fyringer på arbejdspladserne. Danskerne må i disse år spænde livremmen helt ind til skindet.

Men modsat situationen for de kontingentbetalende medlemmer er der på fagforeningernes chefgange ingen smalle steder.

BT har lavet en gennemgang af lønniveauet hos landets mest fremtrædende fagforeningsbosser efter den højaktuelle sag om Restaurant Vejlegården, hvor de ansatte under stor dramatik har vendt det traditionelle fagforbund 3F ryggen for at gå over til Kristelig Fagbevægelse. Her er det den kristne fagboss, der kan smile allerbredest.

SE LISTEN: Så meget tjener fagbosserne

Direktøren i Kristelig Fagbevægelse, Jesper Wengel, tjener 1.671.000 kroner om året, hvilket er tæt på dobbelt så meget som chefen i Danmarks største fagforbund, 3F-formanden Poul Erik Skov Christensen, der får 903.135 kroner.

Pengene værd

- Vores direktør er helt sikkert pengene værd. Det er enormt vigtigt for os at have en organisation med en rigtig dygtig leder, som kan sætte en vision op og drive vores organisation til succes, siger Kristelig Fagbevægelses formand Søren Fibiger Olesen, der i øvrigt selv tjener 1,2 millioner kroner.

Men hvorfor skal jeres direktør tjene 700.000 kroner mere end formanden for Danmarks største fagforbund?

- Det er at blande æbler og pærer at sammenligne en formands løn med en administrerende direktørs. Og derfor har vi nu valgt ikke at offentliggøre vores direktørs løn længere i vores årsrapport for 2012, fordi det ikke er rimeligt at sammenligne. I stedet skal man sammenligne min løn med de andre formænds, siger Søren Fibiger Olesen.

Lærerboss i top

Men også de røde fagbosser har millionlønninger. Næstbedst betalte fagforeningsboss er Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, der i år kan se 1,5 million kroner gå ind på sin private konto, selv om han i 2011 fik en lønnedgang på 100.000 kroner.

SE LISTEN: Så meget tjener fagbosserne

I modsætning til de andre fagforeningsbosser kan Anders Bondo nemlig selv score honorarer for bestyrelsesposter. Som bestyrelsesformand i Lån & Spar Bank og i Lærernes Centralorganisation får han honorarer på i alt 417.890 kr. om året, som han kan lægge oven i sin formandsløn på 1.115.536 kroner.

- Vi har haft den regel, at formanden skulle have det samme som det højest lønnede medlem af foreningen. Og det var så børne- og ungedirektøren i Københavns Kommune. Men den type job er steget meget i løn de seneste år, så sidste år syntes vi, det måtte være nok, og nedsatte min løn med 100.000 kr. siger Anders Bondo.

Men du beholder selv dine honorarer, hvor andre giver pengene til forbundet?

- Ja, vi har haft den diskussion, og vi synes, det er rimeligt, man får løn for et arbejde, man faktisk udfører. Det kan være ret omfattende.

HVAD MENER DU? ER DIN FAGBOSS PENGENE VÆRD? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR