Tænker du nogensinde over, hvordan din ånde lugter? Eller om det er okay at klø dig selv i skridtet, når du arbejder? Du burde i hvert fald gøre det, for dine kolleger tænker på det, hvis man skal tro denne undersøgelse, som Epinion har foretaget for HK Handel.
Ifølge undersøgelsen, som bliver udgivet torsdag middag i 'HK Handels Nyhedsbrev', oplever omkring halvdelen af de adspurgte danskere, at de mindst har én kollega med dårlige vaner/dårlig hygiejne. Og noget kan tyde på, at især kropslugt er den helt store synder. Det har hele 73 procent af respondenterne svaret var problemet.
Her kan du se listen med de ting, der generer folk mest.
Svedlugt.
Du lugter for kraftigt af parfume.
Surt eller grimt lugtende tøj.
Dårlig ånde.
Du piller næse eller pudser næse foran kolleger.
Drop prutter og bøvser.
Spis ikke ved skrivebordet.
Lad være med at læse arbejdspladsens fællesavis på toilettet.
Lad være med at klø dig eksempelvis i skridtet. Folk får indtryk af, at du har dårlig hygiejne
Behold skoene på.
Merete Hansen arbejdsmiljøkonsulent for HK Handel har udarbejdet listen i samarbejde med konsulent Sanne Udsen samt erhvervspsykolog Kitty Dencker.
Sidstnævnte fortæller, at det er vigtigt at forsøge at komme arbejdstabuet til livs, og der er kun et sted at starte, og det er ved dig selv.
»Som udgangspunkt er man nødt til at stole på sit eget kompas. Hvornår synes jeg, en opførsel eller en lugt er for meget? Og så må man leve med at man kan få en tilbagemelding fra kollegaen, der hedder: Nu er du bare for sart. Men det er vigtigt at få meldt ud og renset luften. Tabuer kan man liste rundt om mange gange, men så vokser de sig større og større, fordi ingen tør røre ved dem,« siger Kitty Dencker.
Og det viser sig, at det er langt de fleste, som ikke tør at tage konfrontationen med den ’ulækre’ kollega. Ifølge undersøgelsen har kun en tredjedel taget konfrontationen med en ildelugtende kollega. I 2012 lavede analyseinstituttet Wilke også en undersøgelse, som viste, at 1 ud af 20 danskere har en kollega, som de konsekvent undgår på grund af dårlig hygiejne.
Derudover bliver der lagt vægt på, at hvis en anden kollega henvender sig til dig med en anke, over din personlige hygiejne, at du tager positivt imod det, selvom det måske ikke er så sjovt.
Undersøgelsen er lavet af Epinion for HK Handel blandt 872 repræsentativt udvalgte medlemmer.