Et mål af indskiftede Lasse Vibe sikrede det danske landshold et enkelt point mod Albanien, men det fjernede ikke indtrykket af, at flere spillere ikke spillede op til niveau i 1-1-kampen.

Her er BTs karakterer fra kampen:

Morten Olsen
Havde sat et hold, der slet ikke fungerede, men rokerede om i pausen. Det gav en bedre indsats i anden halvleg.
7

Kasper Schmeichel
Så ikke uskyldig ud ved Albaniens 1-0 mål, omend afretningen gjorde skuddet svært.
02

Peter Ankersen
Kom aldrig rigtig over kanten og fandt hverken i første eller anden halvleg ind i et samarbejde med kanten. Defensivt ikke det store at udsætte på.
02

Andreas Bjelland
Forudseende og god i sine indgreb. Greb Aggers normale rolle i det opbyggende spil og førte bolden fornuftigt frem. Ikke alt afspil lige præcist.
7

Simon Kjær
Halvhjertet forsøg på blokering ved Albaniens 1-0 mål, hvilket førte til en afretning. Dårlig boldomgang.
02

Nicolai Boilesen
Kom kun sjældent over kanten og frem til sine ellers så gode indlæg. Bagude gjorde han en fin figur, omend det ikke var i hans side, det skete.
4

William Kvist
Kritiseret sønder og sammen mod Armenien, men spillede en o.k. kamp i Albanien. Opmærksom og påpasselig på den defensive midtbane.
4

Pierre-E. Højbjerg
Kom usikkert fra start og mistede flere nemme bolde - ikke mindst ved Albaniens 1-0-mål. Bedre i højre side af midtbanen efter pausen.
02

Yussuf Poulsen
Hurtig, aggressiv og pågående, men manglede marginalerne i sine aktioner.Lidt for hårde boldberøringer og timingen ikke lige i skabet.
02

Michael Krohn-Dehli
Det var ikke meget, man så til den ellers så dygtige boldspiller. Anonym indsats på den centrale midtbane.
4

Christian Eriksen
Fik kun sjældent gang i sine glidende løb. Ingen succes i afslutningerne. Efter pausen langt bedre og mere involveret i spillet.
4

Nicklas Bendtner
Svag første halvleg af Bendtner. Stort set ikke i boldkontakt og lignede ikke en spiller, der rigtig gad. Bedre efter pausen. Flot oplæg.
4