Men konsekvenserne af den gaseksplosion, som tirsdag vansirede Nadia, Camilla og Helga, mens de sniffede lightergas på et offentligt toilet ved politigården i Horsens, er så ubarmhjertigt hårde, at de tre piger en gang for alle har besluttet sig for at lægge gas-snifning bag sig.

"Vi gør det aldrig mere. Aldrig. Nu kan jeg se, hvor dum jeg var. Se bare på os. Vi ser jo forfærdelige ud," siger en dybt alvorlig Nadia. De to veninder nikker samtykkende.

Begivenhederne den eftermiddag i Rådhusgade står som i en uvirkelig tåge.

Pludselig ville Camilla tænde en cigaret, og gnisten fra hendes engangslighter antændte en eksplosion, der kunne høres flere hundrede meter væk.

Resultatet var skræmmende. Pigerne havde brandsår over det meste af kroppen, deres tøj og hår smeltede, og de mærkede en brændende og uudholdelig smerte.

Nu vil pigerne bruge sig selv og deres skræmmende misfoster-udseende til at advare kammeraterne, hvoraf de fleste var på besøg i går, og deres forældre.

"Opdager jeg, at nogle af mine kammerater med en flaske lightergas, så vil jeg enten tage det fra dem eller sige det til deres forældre.

Jeg er fuldstændig ligeglad med, om de så vil kalde mig en sladrehank," siger Camilla, mens hun igen og igen forsøger at finde en stilling, der kan gøre den sviende smerte udholdelig.

Vi befinder os på Horsens Sygehus. I en to-sengsstue kæmper Camilla og Nadia for at holde modet oppe, mens veninden Helga, der ikke kan bevæge sig rundt til fods, døser for sig selv.

Den 14-årige pige er så hårdt ramt af store vædskende blærer og brandsår, at hun ikke kan holde ud at bevæge sig.

Camilla er næsten ukendelig. Hendes ansigt er ophovnet som en spærreballon. Nadia, der er et år yngre end de to hjerteveninder, ligner med sin mors ord "Frankenstein", og rundt om hænderne er begge piger pakket ind i beskyttende plastic.

De tre piger må muligvis alle leve med de misdannelser resten af deres liv. Lægerne kan endnu ikke afgøre, om de kan redde dele af Nadias, Camillas og Helgas udseende ved at transplantere hud eller om, det bedre kan betale sig at lade naturen genoprette skaderne af sig selv.

For Helgas vedkommende KAN de psykiske skader vise sig at være uoprettelige. I modsætning til de to veninder har hun flere måneders erfaring med gas-snifning. Kammeraters drilleri med den islandsk fødte piges baggrund og anderledes accent, en trang til spænding og en tidligere kærestes eksperimenter med gas-snifning lokkede hende allerede sidste sommer ud i et jævnligt misbrug.

Helga kunne med det samme mærke en virkning.

"Jeg begyndte at glemme ting, og jeg har også haft svært ved at koncentre mig i skolen. Det går slet ikke," siger Helga, som efter sommerferien begyndte på en ny skole på sin bekymrede mors foranledning.

Moderen, der ikke anede, at Helga misbrugte lightergas, følte sig svigtet af de sociale myndigheder og datterens lærere.

"De gjorde ingenting. Jeg følte, at jeg stod helt alene med problemerne," forklarer den dybt rystede mor, som brændende ønsker sig, at Helga nu kan komme på ret kurs igen - og at hendes skræmmeeksempel kan hjælpe andre teenagere og deres forældre.

Pigerne forklarer samstemmende, at gas-snifning virker i 6-7 minutter, og at det er langt stærkere end øl og spiritus.

"Det var som en drøm, når vi sniffede," siger Nadia.

"Nogle gange så jeg syner. Det var noget med, at jeg var i en skov og følte, at grenene omfavnede mig," siger Helga.

De tre piger har i løbet af de seneste døgn vænnet sig til deres nye udseende. Men de er plaget af selvbebrejdelser og angst for, hvordan omgivelserne nu vil reagere.

"Jeg er mest bange for, at jeg får nogle grimme ar," siger Camilla, der også ligesom veninder har svært ved at forlige sig med smerterne.

De er der hele tiden, som en sviende påmindelse om, at gas-snifning er en upålidelig, invaliderende og i nogle tilfælde livsfarlig uvane.