Kasper Hjulmand er ikke den eneste dansker eller Superliga-træner, der har fået sparket i en udenlandsk klub efter mindre end et år på posten.
Det kan som bekendt være vanskeligt at tage springet fra Superligaen til eksempelvis den tyske Bundesliga. Pengene er større og det samme er forventningerne fra fans og klubledelser.
BT har fundet fem andre aktuelle eksempler på danskere og Superliga-trænere med begrænset holdbarhed på cheftræner-posten i udlandet:
Michael Laudrup, Spartak Moskva - fik syv måneder i klubben
Laudrup blev ansat som træner i Rusland 12. september 2008. Hvad der skulle have været et eventyr blev i stedet et sandt mareridt, og 15. april 2009 blev han fyret.
Søren Lerby, Bayern München - fik fem måneder i klubben
Da Jupp Heynckes blev fyret i 1991 overtog den tidligere Bayern-profil Søren Lerby trænersædet i klubben. Lerby formåede dog ikke at vende skuden i klubben, som på daværende tidspunkt var i dyb krise. Inden han blev fyret 11. marts 1992 var Bayern bl.a. blevet sendt ud af UEFA Cup'en 3-6 samlet af B1903.
Jon Dahl Tomasson, Roda - fik fem måneder i klubben
Blev ansat som cheftræner 26. december 2013, hvor han skulle forsøge at holde dem i Æresdivisionen. Det lykkedes ikke, hvorefter han blev fyret 26. maj 2014.
John ’Faxe’ Jensen, Blackburn - fik otte måneder i klubben
Blev ansat som assistent for Steve Kean i Blackburn 12. januar 2011 for det resterende af sæsonen. Fire måneder senere fik han forlænget sin kontrakt med et år, men 29. september 2011 blev han fyret.
Ståle Solbakken, 1. FC Köln - fik elleve måneder i klubben
Blev ansat som træner i den tyske traditionsklub 15. maj 2011, men dårlige resultater og intern uro endte med at Solbakken blev fyret 12. april 2012. Klubben endte trods fyringen af Solbakken med at rykke ned.