Det er langt fra alle 95 ansatte, der sværmer om regenten for at udføre hendes ønsker til punkt og prikke. 32 af de ansatte udgør nemlig en del af Hofmarskallet, Ordenskapitlet, Kabinetssekretariatet, økonomikontoret, to sekretariater, Dronningens Håndbibliotek og ikke mindst hoffets kommunikations- og presseafdeling.

-Vi siger, at cirka to tredjedele af de 95 ansatte udfører opgaver, der er fordelt under hoffunktioner som: Stalden, Værkstedshuset, køkkenet, hoffourerkontoret, tjenerne, chaufførerne, rengøringspersonalet og vaskeriet, oplyser Søren Kruse til BT.

Det betyder at omkring 63 ansatte udfører en servicerende funktion. Groft sagt kan man dele de 63 ansatte ind i cirkler, hvor den inderste cirkel er dem, som kommer meget tæt på Dronningen og Prinsgemalen. Det drejer sig om Dronningens kammerjomfru, Lisbeth Faber Eriksen, der er den eneste af hoffets ansatte, der har sin gang i det royale soveværelse. Det er nemlig kammerjomfruen, der serverer Margrethes morgenmad. Men også Henriks kammertjenere, Olivier Laurent og Jesper G. Jensen, de har de samme funktioner som kammerjomfruen. Derudover er de fire hofdamer, Annette de Scheel, Ane Vibeke Foss, Annelise Wern og Jytte Krag-Juel-Vind-Frijs alle meget tætte på regenten. Og sidst er også den tjenstgørende adjudant med i indercirklen, fordi adjudanten ofte spiser med ved det kongelige spisebord, og i øvrigt ved præcis, hvor Margrethe befinder sig.

Den næste cirkel består af hofmarskallen, kabinetsekretæren, ceremonimesteren og de øvrige chefer som økonomichefen og kommunikationschefen, der alle er Dronningens nærmeste rådgivere indenfor hver sit område.

Den tredje cirkel udgøres af rengøringspersonale, livrister, chauffører, køkkenpersonale, vaskeri og stalden. Her arbejder flere af de ansatte i to holdsskifte fra morgen til sen aften, og er i tjeneste i en uge ad gangen. For når man er ansat ved hoffet, er man nemlig i tjeneste og ikke på arbejde.

- Men der er ikke alle 63, som på arbejde hver dag, understreger Søren Kruse, der dog ikke kan sige præcis, hvor mange tjenende ånder, der omgiver Margrethe og Henrik til daglig.

- Det kommer an på, hvilket slot de kongelige opholder sig på, hvor mange kongelige der er hjemme og hvilke aktiviteter og arrangementer, der er den pågældende dag. Fordi der er så stor forskel, kan jeg ikke sætte et tal på, siger Dronningens økonomichef.

Se grafikken på mobilen her.