En 'Schmeichel' på andenpladsen i Premier League. Et ikke ukendt fænomen i engelsk fodbold i 90'erne, da Peter Schmeichel dominerede i buret hos Manchester United. Men det er det, når fornavnet er Kasper, og holdet hedder Leicester City.

For med den dramatiske overtidssejr på 3-2 over Aston Villa, har holdet fra Leicestershire i midten af det engelske kongerige, ikke tabt i ni Premier League-kampe. Hvilket er klubrekord. Faktisk har holdet blot tabt en Premier League kamp siden 4. april. Og holdet har samlet flest point af alle Premier League klubber siden den dag.

Rekorden sender det kongeblå hold op på Premier Leagues andensplads - kun overgået af suveræne Manchester City.

Leicester Citys nye manager, Claudio Raineri, har store ambitioner med sit hold.

»Hvis vi spiller med denne gejst, kan vi måske ikke alt, men noget meget stort i denne sæson,« siger Claudio Raineri til BBC.

Kasper Schmeichel måtte ellers to gange se sig overlistet af to fremragende fantommål fra Aston Villa.

Jack Grealish var dagens første mand til at passere Schmeichel i buret, da han med en følt inderside curlede kuglen rundt om Schmeichels udstrakte arme. Det var Jack Grealish' første mål i Aston Villa-trøjen.

Endnu flottere blev det efter en times spil, da Aston Villas spanier, Carles Gil ,scorede et pragtmål ved at firsttime og skrue bolden udefra og ind i målet. Igen uden chance for stakkels Kasper Schmeichel.

Nede 0-2 med en halv time igen så det svært ud for Schmeichel og co. Men med hård fight og en smule held fik Leicester reduceret den farlige føring.

Først reducerede belgiske Ritchie De Laet og med otte minutter igen udlignede Jamie Vardy med et - modsat Aston Villa - yderst grimt mål.

Forløsningen blev total to minutter før tid, da Nathan Dyer sekunder før overtiden fik hovedet på et indlæg, der sendte Leicesters blå fans i sejrsrus.

En scoring, der sendte træner Claudio Raineri i ekstase.

»Nathan Dyer kommer til at sove rigtig godt i nat,« siger han til BBC, men maner samtidig til ro efter Leicesters sublime sæsonstart.

»Ja, vi har 11 point, men vi mangler 29,« siger han.

Leicester skal fortsætte deres ubesejrede stime ude mod Stoke på lørdag, hvorefter Arsenal kommer på besøg på Walkers Stadium 26. september.