Premier League har offentliggjort, hvilke britiske medier der får rettighederne til at sende fodbold fra den bedste engelske række fra 2016/2017 og tre sæsoner frem.
Og lad det være sagt med det samme. Det har ikke været billigt at få lov til at sende Premier League ud til seerne i Storbritannien. Hele 51,5 milliarder kroner skal de to britiske medier Sky og BT Sport betale for rettighederne fra 2016 til 2019. Det er en stigning på 70 procent i forhold til den nuværende aftale mellem de to medier.
»Premier League-klubber leverer konkurrencedygtig og kraftfuld fodbold til fans på stadion og foran fjernsynet. Det driver interesseniveauet op til nye højder,« siger Premier Leagues administrerende direktør, Richard Scudamore, til premierleague.com.
Aftalen sikrer, at der vil blive vist 168 kampe direkte til en gennemsnitlig pris på omkring 100 millioner kroner per kamp. Sky får 126 kampe for omkring 41.8 milliarder, mens BT Sport betaler det resterende beløb på omkring 9.7 milliarder for 42 kampe. Grunden til den store prisforskel er, at Sky har sikret sig rettigheder til de såkaldte A, C, D, E og G-kampe, mens BT Sport har B og F-kampene.
Beløbene lyder astronomiske, men det er også en kæmpe forretning at kunne vise Premier League, som Richard Scudamore forsøger at forklare til BBC.
»Burnley er større end Ajax rent økonomisk, hvilket siger meget om, hvordan vores liga er skruet sammen,« siger han.
Del: