Nogle nyheder falder bare tungere end andre. Det gik op for forældrene til de tre-årige tvillinger Alexis og Ava McClure.
Til daglig bor familien i New Jersey i USA. Faderen, Justin McClure er fotograf, og derfor har forældreparret fra begyndelsen af tvillingepigernes opvækst taget mange billeder og videoer af deres døtre.
Og de to piger har smeltet så mange hjerter med deres snak om løst og fast, at de har fået deres egen Youtubekanal med over 36.000 faste følgere og en Instagramprofil, hvor 142.000 personer følger med.
Så da pigernes mor Ami McClure ville snakke lidt med dem om at være enæggede tvillinger, troede hun egentlig, at det ville gå ret nemt, og derfor ville forældrene dokumentere det i en video.
At være enæggede tvillinger indebærer blandt andet, at man ligner hinanden på en prik, og så har man den samme fødselsdag. Det vidste de to tre-årige piger selvfølgelig godt.
Så langt så godt - på nær én detalje, som pludselig gjorde Ami McCullens snak med pigerne noget mere udfordret.
»Hvem af jer to er ældst?« spurgte Ami McClure pigerne.
»Det er jeg!« udbrød Ava begejstret med armene sejrrigt over hovedet.
Pædagogisk nok spurgte Ami McClure lige en ekstra gang for at sikre sig, at begge piger var helt med.
»Alexis, er du ældst?« spurgte hun, mens Alexis skiftevis nikkede og rystede på hovedet. Forvirringen var total hos den lille pige, for var de ikke lige gamle?
Ami McCure forsøgte så at forklare, at Ava jo kun var et minut ældre, fordi hun blev født først. Men det var mere, end Alexis kunne klare.
»Men jeg vil jo være ældst,« småpev hun, mens hendes lille underlæbe begyndte at sitre og forvandlede sig til en smal streg.
Ami McClure forsøgte så trøstende at forklare, at det jo kun var et lillebitte minut, der var tale om, og at det skulle hun da slet ikke være ked af. Men det hjalp ikke meget på humøret hos tre-årige Alexis.
Helt galt blev det, da søsteren Ava meldte ind med sin forklaring.
»Jeg er den store. Hun er ikke den store,«
Og så måtte mor Ami skride til handling, for efterhånden havde tårerne sneget sig op i øjnene på Alexis, som med små knyttede næver og dirrende næsebor lignede en, der var sekunder fra at bryde fuldstændig sammen.
»Nej, nej, ikke græde. Jeg siger ikke, at hun er større end dig. I er den samme størrelse - hun er bare et minut ældre,« forsøgte Ami McClure opmuntrende.
Og den pointe fangede Ava, som forsonende forsøgte at give sin søster et kram. Men Alexis var dog ikke sådan lige at overbevise.
»Men jeg vil jo vokse,« fremstammede hun.
Og så kunne Ami McClure altså ikke holde masken længere.
Grinende forsikrede hun Alexis, om at hun nok skulle vokse, og at Ava på ingen måde var større end Alexis.
For at få bevist sin pointe en gang for alle bad Ami McClure sine døtre om at rejse sig op og måle deres højde for at se med egne øjne, at de var lige store.
Men da det viste sig, at Alexis faktisk var lige en tand højere end Ava, så skiftede rollerne. Igen stod den forbavsede mor med en trist lille pige. For Ava ville også vokse lige så hurtigt som sin søster, selvom hun lige havde vundet i at være ældst.
Og så måtte Ami McClure igen finde sin pædagogiske stemme frem.
»Hør her, nu er Ava ked af det, fordi hun tror, at du (Alexis, red.) er større. Piger, I behøver ikke at græde over det her,« forklarede Ami McClure.
Heldigvis endte det hele med et kram. Normalt er de to søstre da også hinandens bedste venner, og mon ikke det fortsætter sådan efter afklaringen af alder og højde?
Den fulde video med pigerne kan ses her.