Med godt to måneder til, at danskerne atter vil strømme i biograferne og krumme tæer over makkerparret Casper Christensen og Frank Hvam, er traileren til ‘Klovn Forever’ blevet sendt på gaden.

Filmen følger op på kæmpe-succesen Klovn – The Movie’ fra 2010, og traileren indleder med et tilbageblik på højdepunkterne fra den ustyrligt morsomme film.

»De har voldtaget naturen. De har ydmyget børn. De har prioriteret ad helvede til. De har taget bagdøren. Og de har hånet de sødeste svigermødre.«

»Nu vil de gøre alting godt igen...«

»Det lykkes … bare ikke,« lyder det blandt andet i traileren, som du kan se herover.

Filmen har allerede fået en del omtale, blandt andet for en plakat, hvor Casper og Frank ligger i 69’er-stilling med direkte kig til hinandens ædlere dele. Det var dog for meget for Facebook, der tvang makkerparret til at censurere plakaten - i hvert fald hvis den skulle optræde på dét medie.

Tidligere har vi også fået et glimt af en scene fra den kommende film, der får premiere i de danske biografer den 24. september.