Popikonet Justin Timberlake og Jessica Biel blev i april forældre til deres lille søn Silas Randall Timberlake. Det er første gang, hitmageren skal skifte bleer og give sutteflaske. Nu har han postet et rørende billede af ham og sønnen på det sociale medie Instagram.
Her ønsker han god fars dag til alle fædre.
»Glædelig fars dag til alle fædre derude fra det nyeste medlem af faderskabet«, skriver Justin Timberlake sammen med billedet, hvor han bærer sit nyfødte søn på armen. Billedet blev lagt på Instagram søndag, og næsten én million har allerede liket billedet.
Billedet er det andet billede af den få måneder gamle Silas Randall Timberlake, som faderen har lagt offentligt ud. Det første lagde han på Instagram den 20. juni, hvor Jessica Biel står med familiens guldklump.
Parrets officielle udmelding om Jessica Biels graviditet var længe undervejs. Først da Justin Timberlake fyldte 34 år i februar offentliggjorde parret, at de ventede en lille søn.
»Tak til alle for fødselsdagsønskerne. I år får jeg den bedste gave nogensinde. Kan ikke vente,« skrev han dengang på Instagram.
Justin Timberlake og Jessica Biel har været kærester siden 2007, og det feterede Hollywood-par blev gift ved et overdådigt bryllup i Italien i oktober 2012. Justin Timberlake, der først blev kendt fra børneprogrammet The Mickey Mouse Club sammen med blandt andet Britney Spears, har siden hen slået sit Hollywood-navn fast som sanger, hitmager og skuespiller. Den 33-årige skuespiller Jessica Biel er blandt andet kendt for rollen som Mary Camden fra den amerikanske serie '7th Heaven'.
