Dansk OSCE-observatør er søndag blevet vist frem sammen med syv tilfangetagne kolleger i Slavjansk af de prorussiske separatister.

Den tilbageholdte danske chefsergent og OSCE-observatør blev søndag ved middagstid vist frem på et pressemøde sammen med sine syv andre kolleger på et pressemøde i den østukrainske by Slavjansk.

Billedet af de otte OSCE-observatører var tilgængeligt på den tyske avis Bilds hjemmeside, og viste de otte mænd siddende på række og med de prorussiske separatisters leder, Vjatjeslav Ponomarov, stående i civil i midten. Ponomarov har også udråbt sig til borgmester i Slavjansk,

I baggrunden kunne man se en hætteklædt uniformeret mand.

En af observatørerne, den tyske oberst Axel Schneider, fortalte under pressekonferencen de tilstedeværende journalister, at alle de tilbageholdte er ved godt helbred, men ikke har nogen anelse om, hvornår de bliver frigivet.

De otte observatører blev tilbageholdt fredag, og Vjatjeslav Ponomarov har efterfølgende erklæret dem for krigsfanger.

Axel Schneider forklarede ifølge Reuters under pressemødet, at »ingen har rørt observatørerne« under deres tilbageholdelse, med andre ord ingen fysisk mishandling.

»Alle europæiske officerer er ved godt helbred, og ingen er syge,« sagde han.

Samtidig sagde den tyske observatør, at »vi ingen anelse har om, hvornår vi kan vende tilbage til vores hjemlande, men at vi af hele vores hjerte ønsker, at det må ske snart«.

Axel Schneider gav ifølge Reuters også udtryk for, at Vjatjeslav Ponomarov har garanteret OSCE-observatørernes sikkerhed.

OSCE, der står for Organisationen for Samarbejde og Sikkerhed i Europa, har sendt en delegation til Slavjansk, som Vjatjeslav Ponomarov har sagt, at han skal møde senere søndag.

Separatistlederen har også erklæret, at der ikke bliver nogen frigivelse, medmindre de ukrainske myndigheder løslader fængslede prorussiske separatister.